Putin har 4 mio. mand i uniform

De såkaldte siloviki, folk fra magtministerier som indenrigs- og katastrofeministerierne samt sikkerhedstjenesterne, ses som sejrherrer i magtkampen i Vladimir Putins første præsidentperiode. Forsvarsministeriets styrker er skåret ned, men det samlede antal militære styrker er øget markant, især styrker under indenrigsministeriet og sikkerhedstjenesten FSB. Fra 4 til 25 pct. under Putin Silovikis andel af den politiske elite udgjorde under Mikhail Gorbatjov i 1988 kun 4 procent. Under Putin udgjorde de i fjor 25 procent ifølge forskningsrapporten 'Putin's Militocracy', udarbejdet af forskere fra Videnskabernes Akademi og offentliggjort sidste efterår. Siden er andelen steget yderligere. På toppen af pyramiden af siloviki sidder ifølge russiske kommentatorer vicecheferne for Putins administration, Viktor Ivanov og Igor Setjin. KGB-dominans ikke overraskende Den såkaldte klans top omfatter også Nikolaj Patrusjev, chef for efterretningstjenesten FSB, KGB's efterfølger, og forsvarsminister Sergej Ivanov. I betragtning af Putins glorificering af sin egen KGB-baggrund var det ikke overraskende, at han hentede mange tidligere kolleger og andre med militær baggrund ind i Kreml, men mange russiske kommentatorer har spurgt, om han er bevidst om de negative konsekvenser for den økonomiske modernisering, som han ønsker. 4 millioner i uniform I slutningen af december nævnte Putin for første gang antallet af militært personel »og folk med samme status«. Omkring fire millioner, sagde han i sin årlige besvarelse af spørgsmål fra borgere. Ifølge forsvarsminister Ivanov arvede Rusland væbnede styrker på 2,4 millioner mand fra sovjetmagten, men har skåret antallet ned til under det halve. Militæret en dominerende branche Militæranalytiker Pavel Felgenhauers kommentar efter Putins udtalelse var: »Mens forsvarsministeriet reelt er indskrænket, er andre silovikistyrker ekspanderet. Nu er det officielt: Rusland har i dag mere militært personel end USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien tilsammen«. Felgenhauer sammenholder det med Ruslands »lille civile økonomi, primært baseret på olie og gas: Landets bruttonationalprodukt kan sammenlignes med Portugals og Spaniens«. 'Overdimensioneret sikkerhedsmaskine' Ruslands forsvars- og sikkerhedsbudget er samtidig mange gange mindre end USA's, så »Rusland kan dårligt brødføde sin enormt overdimensionerede sikkerhedsmaskine«. Sociologen Olga Krysjtanovskaja, der er medforfatter til den nævnte analyse af 'militærkratiet', sagde på en pressekonference i Moskva for nylig: »Der er en sneboldeffekt. Når Putin f.eks. bragte ti FSB-agenter med sig til magten, så har hver af dem bragt ti mere og så videre og så videre. Det er et broderskab af tjekister (den sovjetiske Tjeka, forløber for KGB. red.)«. Anklagemyndigheden kontrolleres Blandt de nøgleinstanser, som »broderskabet« har bragt under kontrol, er den offentlige anklagemyndighed, der f.eks. menes at have handlet efter ordre fra siloviki, da oliemilliardæren Mikhail Khodorkovskij blev arresteret i oktober. Det blev set som hævn for hans støtte til oppositionspartier op til parlamentsvalget i december. Kort efter Putins indsættelse i maj 2000 skabte han syv superregioner efter samme geografiske linjer som indenrigsministeriets troppedistrikter. Blandt ledere af regionerne valgte Putin fem generaler. Deres kontorer blev primært bemandet med folk fra militæret og FSB. Ifølge Krysjtanovskajas drejer det sig om 70 procent af de ansatte. Superguvernører Superguvernørerne er medlemmer af præsidentens sikkerhedsråd og har ansvar for alle sikkerheds- og politistyrker undtagen FSB. Forsker ved Carnegie Center i Moskva, Nikolaj Petrov, skriver, at ingen af de syv føderationsdistrikters officielle opgaver kræver generaler. Når de er sat på opgaven, mener han, at de »skal spille en større og måske ganske anderledes rolle i fremtiden end nu«. Primær kontakt til regioner Præsidentens udsendinge er de primære kontakter mellem Moskva og regionerne, og de styrer i stadig højere grad også økonomien, som der er udarbejdet syv udviklingsplaner for. De folkevalgte regionale organer er på vej til at blive sat helt uden for indflydelse. Kreml har gjort god brug af guvernørvalg til at styrke sin hånd i regionerne. »Det er lykkedes Putins udsendinge at installere FSB-spidser som guvernører i Voronesj, Smolensk og Ingusjetien, mens en lignende taktik gav bagslag i regionerne Kursk og Tver. Magtspørgsmålet er kernen i reformen af det føderale system. Det betyder ikke krig imod guvernørerne, men etablering af central kontrol over de såkaldte magtinstanser (de væbnede styrker, sikkerheds- og politistyrker)«, skriver Petrov, der mener, at det viser, at siloviki stod bag reformen fra begyndelsen. Ingen civil kontrol Petrov understreger, at siloviki ikke er underlagt nogen civil kontrol og alene refererer til Putin. Med regeringen, der blev præsenteret tirsdag, har præsidenten yderligere styrket sin direkte kontrol med alle magtorganer. »Det er værd at huske, at de syv føderationsdistrikter ikke kun er en forlængelse af magtministerierne, de er selve grundlaget for Putins regime. De er centrale for hans vision om et monolitisk samfund, organiseret langs militære linjer, streng underordning, klar ansvarsfordeling, kommandokæde og statskontrol med erhvervsliv og det civile samfunds institutioner«, skriver Petrov, der mener, at Putin næsten har opnået målet med sin første præsidentperiode: »Absolut magt«.