USA’s præsident George W. Bush vil indføre nye økonomiske sanktioner mod Sudan og ønsker en FN-resolution, der skal få Sudans regering til at lade være med at forhindre internationale forsøg på at stoppe blodsudgydelserne i Darfur. Bush ventes at præsentere sine planer senere i dag.
To regeringsembedsmænd sagde, at præsidenten mener, at situationen i Darfur er forværret, og derfor skal de eksisterende sanktioner skærpes. Blandt andet skal flere sudanske virksomheder hindres adgang til USA’s finansielle marked, og der skal slås hårdt ned på personer, der menes at stå bag blodsudgydelser i Darfur-provinsen. Over 200.000 personer er blevet dræbt i Darfur og omkring 2,5 millioner sendt på flugt fra deres hjem i løbet af de fire år, kampene har stået på.




























