USA’s regering vil have en aftale med den irakiske regering om, at amerikanske soldater bliver i landet et godt stykke ude i fremtiden, sagde den amerikanske forsvarsminister Robert Gates torsdag. »Jeg forestiller mig en gensidig aftale, hvor amerikanske soldater er til stede over et længere tidsrum«, sagde Gates og understregede, at der skal være enighed mellem parterne, også om hvilke styrker der gør hvad. Gentagelse af Korea-modellen Forsvarsministeren tilføjede, at han forestiller sig en model som i Sydkorea, hvor amerikanske styrker har befundet sig siden Koreakrigen i 1950-1953. »Korea-modellen er en mulighed. En anden mulighed er at tage udgangspunkt i det sikkerhedspolitiske samarbejde, vi har med Japan«, sagde Gates. Han advarede imod at overlade Irak til sig selv ved at trække sig ud og 'forlade hele molevitten', som det skete i Vietnam. Oprustning på vej Samtidig sagde Gates, at USA’s militære ledere ikke skal føle sig begrænset af det politiske pres for at tage en beslutning i september om, hvorvidt den amerikanske tilstedeværelse i Irak skal nedtones. Omkring 147.000 amerikanske soldater er udstationeret i Irak.
Tallet ventes at stige til 160.000 i de kommende måneder, hvor der sendes forstærkninger af sted i et forsøg på at få bugt med den stigende vold i landet.




























