Præsident George W. Bush bliver mere og mere alene i Det Hvide Hus, i takt med at meldingerne fra Irak bliver stadig dårligere. I de seneste dage har flere fremtrædende republikanske senatorer gjort det klart, at de ikke længere støtter præsidentens Irakpolitik, og han kan derfor blive tvunget til igen at lægge kursen drastisk om allerede i næste uge. »Det ser temmelig barsk ud«, siger en af præsidentens medarbejdere til dagbladet New York Times. Ifølge bladet er ordet ’tilbagetrækning’ ikke længere tabu på Pennsylvania Avenue efter weekendens blodige attentater flere steder i landet og 330 amerikanske soldaters død i Irak alene det seneste kvartal. Det har fået fremtrædende irakiske politikere til at reagere med næsten desperate udtalelser. »Det kan ende med borgerkrig, en deling af landet og krig i hele regionen. Landet kan falde fra hinanden«, sagde den irakiske udenrigsminister, Hoshiyar Zebari, i en kommentar til New York Times-artiklen om en hurtig amerikansk tilbagetrækning. Frygter kollaps Selv Iraks sunnimuslimske vicepræsident, Tareq al-Hashimi, der er imod den amerikanske tilstedeværelse i landet, frygter et scenarie som i Vietnam i 1970’erne, hvor indenrigspolitisk pres tvang USA hurtigere ud af landet end planlagt. »Problemet er: Hvem vil udfylde det sikkerhedsmæssige tomrum, hvis disse styrker bliver trukket tilbage?«, udtaler han til Reuters. Irakiske officerer ude i landet formulerer sig på samme måde. I en udtalelse i Dagbladet Information sidste uge forudså kommandanten for de irakiske styrker i Basra, hvor de danske og britiske soldater befinder sig, et totalt kollaps, når briterne rejser hjem. Præsident Bush har argumenteret på samme måde over for ledende demokraters krav om at begynde en gradvis tilbagetrækning af de amerikanske soldater næste år. Præsidenten har derimod satset på at give Iraks regering en chance for at finde politiske løsninger på landets problemer. Det har regeringen ikke evnet, og nu siger selv flere af præsident George W. Bushs trofaste støtter stop. »Vi kan ikke fortsat ofre amerikanske liv, når regeringen i Bagdad ikke lever op til sine løfter«, udtalte den tidligere krigstilhænger, republikaneren Pete Dominici i sidste uge. Tiden er forpasset Andre fremtrædende republikanske senatorer mener det samme, og Det Hvide Hus frygter, at den i forvejen begrænsede støtte til præsidentens Irakpolitik vil ramle sammen som et korthus, når Kongressen i de kommende dage skal have flere debatter om Irak. Oprindelig skulle præsidenten først tage stilling til det videre forløb i Irak i midten af september, men nu forlanger Kongressen en rapport om situationen inden for de næste to uger. Denne udvikling kommer ikke bag på tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R): »Spørgsmålet er jo ikke, om de skal ud, men hvornår og hvordan. Og med den amerikanske befolknings modstand mod krigen kan det komme til at gå hurtigt«, mener Niels Helveg Petersen. Han frygter også det værste. »Sagen er jo, at tidspunktet for gode løsninger er forpasset«. Eksperten Ole Kværnø, der leder Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, er heller ikke optimistisk. Han vurderer, at præsident Bush står i en meget vanskelig situation. For hans offensiv i Bagdad virker tilsyneladende ikke, og Kongressen vil næppe bevilge penge til nye initiativer. »Det lette fix i Irak findes ikke«, lyder Ole Kværnøs kontante konklusion.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























