Landets folkevalgte leder er milliardær, ejer en fodboldklub og lever i eksil i London. Imens skal det skrøbelige demokrati i Thailand have endnu en chance.
Danskerne kender Thailands buddhistiske templer, flotte badestrande og hektiske natteliv. Men i 'Smilets Land' er mundvigene efterhånden trukket skæve under kampagnen op til den folkeafstemning på søndag, som skal give landet en ny forfatning. Endnu én i en stribe af mange, siden landet opgav det absolutte monarki i 1932.




























