USA lagde torsdag yderligere pres på Pakistans præsident, Pervez Musharraf, for at få ham til at hænge sin militæruniform ind i skabet og nøjes med at stille op til det kommende valg som civilperson. »Musharraf har tidligere givet løfter på det område«, siger Det Hvide Hus’ talsmand Gordon Johndroe om præsidenten for det land, som er en af USA’s nærmest allierede i krigen mod terror. Magtdeling på vej En højtstående embedsmand fra Det Hvide Hus tilføjer over for nyhedsbureauet AFP, at Musharraf har givet amerikanerne sikkerhed for, at han vil få løst problemet med, at han både er militær og politisk leder, og at han vil gøre det i den nærmeste fremtid. Hentydningerne fra Washington kommer, mens der foregår forhandlinger mellem Musharraf og den tidligere premierminister Benazir Bhutto om en magtdeling i landet.
Og tilsyneladende er spørgsmålet om Musharrafs militære lederskab en af knuderne i forhandlingerne, som kan ende med, at Bhutto får lov til at vende hjem fra sit eksil i Storbritannien, hvis hun giver Musharraf politisk støtte til at vinde et kommende valg.




























