Svenske muslimer kræver undskyldning for Muhammed-tegning

Lyt til artiklen

Den svenske by Örebro oplever i disse uger sin egen lille Muhammed-krise.

Netop nu demonstrerer 250-350 muslimer i den svenske by Örebro, og de kræver en undskyldning fra byens lokale avis Nerikes Allehandas. Lokalavisen bragte 19. august tre tegninger af profeten Muhammed – den ene forestillede profeten med en hundekrop. »Stemningen er ikke aggressiv, og det forventer vi heller ikke, den bliver. Men vi tager situationen meget alvorligt. Det ligger i baghovedet, hvad der skete i Danmark. Så vi holder lav profil og har betjente i civil, som deltager i demonstrationen, Og så har vi styrker klar i nærheden, hvis det udvikler sig«, siger informationschef fra det Örebro Politi Torbjörn Carlson. Ingen ville udstille tegningerne Tegningerne er lavet af den svenske kunstner Lars Vilks, som gerne ville have udstillet tegningerne. Men først afviste Konstföreningen i Tällerud. Så sagde Gerleborgsskolan i Bohuslän nej. Og senest var det Moderna museet i Stockholm, der sagde ikke ville tegningerne hængende, fordi museet frygtede for reaktionerne, hvis de blev udstillet. Det ville lokalavisen i Örebro ikke være med til og i ytringsfrihedens navn trykte de tegningerne i avisen. »Vi havde ingen formodning om, at muslimerne ville fatte speciel interesse for vores avis. Jeg tror, vi er avis nummer fem eller seks, der har trykt dem – men af en eller anden grund, som jeg ikke kender, så har det altså givet problemer«, siger lederskribenten på Nerikes Allehandas Lars Ströman. Tegningerne omtalt i fredagsbønnen Det er anden uge i træk, at der er demonstrationer foran avisen. I sidste uge var der 60-80 demonstranter. I dag er antallet større, efter at også fredagsbønnen i den lokale moské handlede om tegningerne og profeten Muhammeds liv. Samtidig har både iranske og pakistanske myndigheder kritiseret, at tegningerne er blevet bragt. Alligevel afviser Lars Ströman, at situationen kan sammenlignes med Muhammed-krisen i Danmark i januar 2006. »Nej, for den politiske situation i Sverige er anderledes. Vi har ikke samme modstand mod muslimer, og desuden er vi en avis, der har forsvaret muslimske rettigheder mange gange«, siger Lars Ströman. Ingen trusler på bordet Men Jyllands-Posten bragte jo netop deres tegninger, fordi en forfatter ikke kunne få lov at sætte en tegning af profeten Muhammed i sin børnebog. Jyllands-Posten mente, at det var forkert i et land med ytringsfrihed? »Hvis det er sådan tingene hænger sammen, så er situationen meget sammenlignelig«, siger lederskribenten, der dog ikke er bange, selv om der har været ubehagelige opkald i den seneste tid. »Jeg er ikke blevet truet. I går var der en som ringede fra Tyrkiet og sagde: ’Go to hell’. Der er også et par af redaktørerne, som har fået lignende opkald, men ellers har der ikke været noget. Men jeg er da lidt nervøs – vi er jo ikke vant til den opmærksomhed«, siger han. De får ingen undskyldning Muslimerne kræver en undskyldning. Får de det? »Nej, det får de ikke. Vi mener stadig det var det rigtige at gøre«, siger Lars Ströman, der ved 15-tiden var i kontakt med formanden for Islamic Cultural Centre i Örebro. »De er enige i, at ytringsfriheden er vigtig, men mener, at vi er gået over stregen. Det mener vi ikke, men vi har aftalt, at vi skal mødes, så dialogen kan fortsætte«, siger Lars Ströman. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Islamic Cultural Centre, da han lige nu deltager i demonstrationen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her