Godt gået, Merkel! EU-venlige partier i Folketinget deler regeringsledernes begejstring for den nye traktataftale, der kom i hus, netop som morgensolens stråler ramte ministerrådsbygningen i Bruxelles. Selv om tryksværten stadig er våd, har flere politikere haft lejlighed til at skimme indholdet i traktaten. Og dét med tommelfingeren vendt op. »Meget af det ser fornuftigt ud. Man har gjort det, der var behov for og luget alt det unødvendige ud«, siger socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen med henvisning til, at EU-symboler som hymnen og flaget helt er fjernet fra paragrafferne. Ud ad dødvandet Europapolitisk ordfører i Det Radikale Venstre, Lone Dybkjær kalder det »fint med en løsning«, så EU nu kan komme videre: »Det allervigtigste er, at vi nu kommer ud ad dødvandet med traktaten. Det har i lang tid været blokerende, at vi skulle rende rundt og tale om det hele tiden, og det tog kræfterne fra det egentlige politiske arbejde«, siger Lone Dybkjær. Hun roser især EU-formand og Tysklands forbundskansler Angela Merkel for hendes benhårde kamp mod det polske tvillingepar Kaczynski, der længe så ud til at ville obstruere aftalen i protest mod traktatens stemmeregler om dobbelt flertal i ministerrådet. »Det har vist sig, at Polen er en utrolig besværlig partner i det her spil. De er gået over stregen og har optrådt helt urimeligt«, siger Dybkjær. Polen pressede citronen Urimeligt eller ej kan polakkerne kun være tilfredse med traktataftalen. Da de lørdag morgen forlod Bruxelles, var det med en aftale under armen, der udskyder de nye stemmeregler fem år – fra 2009 til 2014 – med mulighed for forlængelse til 2017. Det var langt mere end de havde fortjent, mener SF’s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard. »Jeg synes, det var meget at give Polen for en meget urimelig stil. Det er fair nok at argumentere for, at man vil have lagt stemmevægtene om. Men Polen pressede citronen på en meget usolidarisk måde i forhold til EU«, siger Anne Grete Holmsgaard, der overordnet set kalder aftalen »fornuftig«. Både De Radikale og SF glæder sig over den traktatens grønne flig. Med ihærdig støtte fra dansk side indgår en erklæring om klima og energisolidaritet i traktataftalen. »Det er meget positivt at klimaet er med«, siger Anne Grete Holmsgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























