Det vil få store konsekvenser, hvis polakkerne ikke retter ind under EU-topmødet. Sådan siger Dansk Industri, der finder de nye afstemningsregler helt afgørende i den nye reformtraktat. Derfor er Polens krav om nye afstemningsregler både utidige og uhensigtsmæssige, mener Industrien. »Det er vigtigt, at EU ikke er 100 år og en madpakke om at gennemføre beslutninger. Derfor vil det være brandærgerligt, hvis polakkerne vælter det hele«, siger europapolitisk chef i DI, Henriette Søltoft.
Nye regler – større effektivitet
De polske tvillinger Lech og Jaroslav Kaczynski modsætter sig de ellers aftalte afstemningsregler – modellen med det såkaldt dobbelte flertal – som efter hensigten skal gøre EU mere handlekraftig.
For DI er det vigtigt med en mere effektiv beslutningsproces i unionen.
Eksempelvis i forhold til samhandelen med markeder uden for EU er det væsentligt, at EU-landene har de samme standarder, forklarer DI-chefen.
»De nuværende afstemningsregler passer slet ikke til, at EU nu er oppe på 27 medlemslande. Det vil de nye afstemningsregler lave om på«, siger Henriette Søltoft.
Fem år forsinket
Hun peger på en beregning, som DI har foretaget. Den viser, at dobbelt flertalsmodellen kan gøre beslutningsprocessen lige så effektiv, som dengang, der kun var 10 medlemslande. Polen insisterer på den såkaldte kvadratrodsmodel, som vil tilgodese de mellemstore og mindre medlemslande. Ikke realistisk, lyder svaret fra formandskabet og de fleste andre lande. Et kompromis kan ende med, at de nye afstemningsregler først træder i kraft i 2014.



























