Forsøget på at skabe forsoning mellem Iraks stridende sunni- og shiamuslimer fik endnu et skud for boven, da en selvmordsbombemand i byen Baquba nord for Iraks hovedstad, Bagdad, tog 15 mennesker med sig i døden, netop som de havde sat sig til bords for at spise forsoningsmiddag. Vagterne på stedet nåede kun lige at nærme sig gerningsmanden, som kom gående hurtigt ind i den gårdhave, hvor ofrene befandt sig. Så udløste han sprængstoffet, som sad i et bælte om maven på ham, oplyser major i det irakiske politi, Salah al-Jurani. Nøglefigurer skulle spise middag sammen Gårdhaven befandt sig uden for en moské, og her havde nøglefigurer fra områdets sunni- og shiamuslimske grupper sat sig sammen for at spise middag efter at have fastet hele dagen, som skikken byder det i muslimernes fastemåned ramadanen. Det var samtidig et møde, hvor parterne skulle nå til enighed om at stoppe den sekteriske vold i Diyala-provinsen, som har lagt jord til nogle af de voldsomste kampe under Irak-krigen. Blandt de dræbte var Baqubas politichef og provinsens chef for sikkerhedsoperationer.
Fredsmøde ødelagt af selvmordsbombe
Lyt til artiklen