Theo van Goghs drabsmand tier i retten

Lyt til artiklen

En hollandsk statsborger med marokkansk baggrund blev i dag stillet for retten i Amsterdam tiltalt for mordet på den islam-kritiske filminstruktør Theo van Gogh. Et drab, der udløste voldsomme religiøse og etniske spændinger i Holland. Gennem sin advokat oplyste den tiltalte, Mohammed Bouyeri, at han tager »det fulde ansvar« for drabet, men ønsker at forblive tavs under retssagen. I retten i kjortel Theo van Gogh blev myrdet den 2. november sidste år, da han cyklede til sit arbejde i Amsterdam. På vejen blev han overfaldet af Bouyeri, der stak ham ned med kniv og skød ham, før han endte med at skære halsen over på filminstruktøren. Den 27-årige Bouyeri mødte op i retten klædt i en sort kjortel og et palæstinensisk tørklæde i hvidt og sort. Under armen bar han en grøn læderindbundet bog med påtrykte arabiske guldbogstaver. Ønsker ikke et forsvar Hans advokat, Peter Plasman, oplyste, at Bouyeri ikke ønsker at føre et forsvar under retssagen. »Det er min klients ønske, at der ikke skal være et forsvar, hverken af ham eller på vegne af ham. Han vil gøre brug af sin ret til at tie«, sagde Plasman i en kort erklæring. Advokaten forholdt sig heller ikke til, om hans klient erklærer sig skyldig eller ikkeskyldig. Dommeren forsøgte at få Bouyeri til selv at udtale sig, men han ønskede ikke at svare. »Jeg mener hr. Plasman var meget klar, og jeg har ikke noget at tilføje«, sagde han. Religiøst begrundet Da dommeren spurgte advokaten, om Bouyeris afvisning bunder i hans religiøse overbevisning - anklageren betegner ham som en radikal islamist - så ønskede Plasman ikke at svare. Men dommeren tilføjede: »Jeg kan se, at deres klient nikker«. En islam-ekspert, Ruud Peters, som efterfølgende blev ført i vidneskranken, bekræftede, at Bouyeris ønske om ikke at forsvare sig er i forlængelse af hans religiøse overbevisning. Tolkningen er, at han »ikke anerkender domstolen«. Ønskede at då som martyr Mohammed Bouyeri er født og opvokset i Amsterdam, og ifølge politiet håbede han at dø som en martyr efter at have dræbt van Gogh - en fjern efterkommer af den det 19. århundreds store maler Vincent van Gogh. Theo van Gogh var ud over at være filminstruktør også en kontroversiel aviskommentator, der var kendt for sin kritik af det multikulturelle samfund og islam. En del måneder før han blev dræbt lavede han kortfilmen 'Submission', der er stærkt kritisk over for islams undertrykkelse af kvinder. Tiltalt for mord og mordforsøg På den myrdede van Gogh fandt politiet et brev, der var fæstnet med en kniv i kroppen på filminstruktøren. Det viste sig at være skriftssteder fra Koranen og trusler mod flere hollandske politikere og den somalisk-fødte Ayaan Hirsi Ali, som skrev manuskriptet til 'Submission'. Bouyeri blev anholdt, da han forsøgte at flygte fra gerningsstedet. Han er tiltalt for mord på van Gogh, mordforsøg på flere politifolk og tilskuere og chikane mod Ayaan Hirsi Ali, der er medlem af parlamentet. Risikerer livstid Hvis han dømmes, risikerer han fængsel på livstid. Og livstid skal ifølge hollandsk straffelov tages bogstaveligt. »Theos død har efterladt et stort tomrum i vores familie, som aldrig vil blive fyldt ud. Vi håber, at Bouyeri vil få den højest mulige straf, men det er os, der fik en livstidsstraf den 2. november«, sagde søsteren Josien van Gogh i retten. Der er afsat to dage til retssagen- med mulighed for at forlænge den med en tredje dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her