Tyrkiet vil om nødvendigt lade tyrkiske styrker trænge over grænsen til Irak og bekæmpe kurdiske separatister, har den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, meddelt. Regeringen har besluttet at bede parlamentet give grønt lys for en militæroperation i Irak, rapporterede flere tyrkiske tv-stationer. Det var ikke umiddelbart klart, hvornår en eventuel afstemning i parlamentet skal finde sted. I en udtalelse fra regeringen lød det, at der er givet ordrer, som tillader brug af alle juridiske, økonomiske og politiske våben i kampen mod de kurdiske oprørere, »heriblandt en operation hen over grænsen, hvis det er nødvendigt« for at bekæmpe en »terrororganisation i et naboland«. Der var ikke umiddelbart sat navn på den pågældende »terrororganisation«, men meddelelsen menes at være møntet på det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK), der er på både USA’s og EU’s terrorliste. Ifølge Ankara kan medlemmer af PKK frit bevæge sig rundt i Irak, ligesom bevægelsen har adgang til våben og sprængstoffer til brug for angreb over grænsen og ind i Tyrkiet. Tyrkiet beskylder irakiske kurdere for at give husly og endda støtte de tyrkiske kurdere. Tidligere mødtes Erdogan med Tyrkiets politiske og militære ledere for at drøfte en strammere kurs over for PKK, der inden for de seneste dage har dræbt 15 soldater. Tyrkiets militær har længe ønsket tilladelse til at angribe PKK’s baser i det nordlige Irak, men den tyrkiske regering har været under pres fra USA, som ikke ønsker, at dets kurdiske allierede i det nordlige Irak tvinges ud i en konflikt med den tyrkiske hær. USA: Planerne er forhastede Dagens melding fra Tyrkiet fik da også det amerikanske udenrigsministerium til at advare tyrkerne mod at gennemføre militære operationer i Irak. »Jeg er ikke sikker på, at ensidig indtrængen er måden at løse problemet på«, sagde udenrigsministeriets talsmand, Sean McCormack, kort efter at Tyrkiet havde meldt ud om sine planer. »Vi har rådgivet begge parter i både offentligt og privat regi i mange, mange måneder om vigtigheden af at arbejde sammen for at finde en løsning«, tilføjede McCormack. USA gentog, at landet har forpligtet sig til at samarbejde med Tyrkiet om at bekæmpe PKK, og understregede, at løsningen også skal findes i samarbejde med Iraks regering. I Det Hvide Hus sagde en talsmand, at Tyrkiets planer om militæraktioner er »forhastede«. USA har flere gange tidligere talt imod en tyrkisk militær indtrængen i det nordlige Irak. Irak: Sikkerhedsaftalen er den bedste måde Iraks regering fastholdt tirsdag, at den bedste måde at stoppe kurdernes angreb mod Tyrkiet på var via den sikkerhedsaftale, som Tyrkiet og Irak underskrev i sidste måned. »Det er inden for den ramme, de to landes sikkerhed bedst kan bevares«, sagde en talsmand for den irakiske regering. Aftalen indeholder ikke mulighed for, at de tyrkiske styrker kan jage kurdiske oprørere ind over grænsen til Irak, som de kunne i 1990’erne under den daværende præsident Saddam Hussein. Mange tyrkiske iagttagere tvivler på, at Iraks svage regering, som stort set ingen indflydelse har i de nordlige dele af Irak, kan overtale de irakiske kurdere til at slå ned på PKK, hvis lange kamp for selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet har kostet mindst 37.000 mennesker livet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























