Tre militante muslimer, der sidder på dødsgangen for deres rolle i en række bombeattentater på Bali i 2002, vil ikke bede Indonesiens præsident om at omstøde dødsstraffene, skriver en af landets ledende aviser, Kompas, i dag.
I alt 202 mennesker, heriblandt tre danske kvinder, omkom i forbindelse med bombeattentaterne på den indonesiske ferieø. »Vi ønsker ikke en benådning. En benådning er en demokratisk lov, som vi modsætter os«, siger en af de dømte, Imam Samudra, til Kompas. Venter på henrettelse Samudra og de to brødre Amrozi og Ali Ghufron venter på at blive henrettet ved skydning for deres medvirken til terrorangrebene. Organisationen Jemaah Islamiyah menes at stå bag planlægningen af bombeattentaterne, der var rettet mod en række natklubber på Bali. »Vi er rede til at dø på denne måde, så længe at denne død er velsignet af Allah«, siger Samudra. »Når vi dør, vil vi få selskab af 70 smukke engle. Er det ikke rart«, tilføjer han. De tre nægter sig skyldige i anklagerne, de er dømt til døden for.




























