De to selvmordsbomber, der i tirsdags ramte Baghlan-provinsen i det nordlige Afghanistan, kostede ifølge det afghanske undervisningsministerium 59 skolebørn livet. Det skriver AP.
Skolebørnene, der var i alderen 8 til 18 år, befandt sig sammen med deres lærere på en sukkerfabrik for at tage imod en gruppe parlamentarikere, der var på besøg på fabrikken. Fem af lærerne blev dræbt.
»Undervisningsministeren har bestemt, at børn aldrig mere må blive indblandet i den slags angreb«, sagde Zahoor Afghan, en talsmand for undervisningsministeriet, efter selvmordsbomberne.
Landesorg
Selvmordsangrebet i Afghanistan er det værste, siden Taleban blev fjernet fra magten i 2001. Landets præsident, Hamid Karzai, erklærede i onsdags landesorg i tre dage som følge af de to selvmordsbomber.
Derudover har han bedt det afghanske indenrigsministerium om at gå i gang med en grundig undersøgelse af angrebet.
Det mest voldelige år siden 2001
Det er endnu uvist, hvem der stod bag angrebet, men der er bred enighed om, at det var rettet mod de besøgende parlamentarikere. Fem af disse blev dræbt.
2007 har været det mest voldelige år i Afghanistan siden 2001. Mere end 5700 mennesker er indtil videre døde som følge af oprør-relateret vold.
fortsæt med at læse




























