Flere end 30.000 fugle er døde af de tusinder tons olie, der er fosset ud i Sortehavet, efter et russisk fragtskib mandag knækkede midt over under den voldsomme storm.
Et utal af andre fugle lider under de store mængder olie, der flyder rundt i Sortehavet. Det skriver AP.
»Omkring 30.000 fugle er døde, og det er slet ikke muligt at tælle, hvor mange fisk der er blevet dræbt. Skaderne er så store, at de er umulige at vurdere. Man kan roligt betegne det som en miljøkatastrofe«, siger Alexander Tkachev, guvernør i Krasnodar-regionen.
Krasnodar ligger i det sydlige Rusland, der er hårdest ramt af følgerne af stormen.
15 års forurening
Ifølge Oleg Mitvol, viceformand for den russiske miljøstyrelse, kan Sortehavets havbund forblive forurenet i 15 år, hvis man ikke anstrenger sig kraftigt for at få fjernet de mange tons olie. Det skriver Times Online.
Miljøforkæmperne i Greenpeace frygter også en miljøkatastrofe.
»Olien vil lægge sig på havbunden og få carbonhydrider til at brede sig i Det Azovske Hav. Det vil lede til mangel på ilt i vandet, og det vil gå ud over den unikke fauna, der normalt er i havet«, siger Vladimir Chuprov, talsmand for russisk Greenpeace.
Premierminister overværer redningsarbejde
Med skovle og en bulldozer er omkring hundrede arbejdere nu i færd med at fjerne olie, der er skyllet op på den omkring 12 kilometer lange strand mellem Kavkaz og Novorossiisk.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sendt premierminister Viktor Zubkov til det sydlige Rusland for at overvære redningsarbejdet.
fortsæt med at læse






























