Tre måneder efter, at 50 unge drev klapjagt på otte indere i den østtyske by Mügeln, har et brutalt nynazistisk overfald på en pige i en anden østtysk by atter rejst spørgsmålet om, hvorvidt østtyskere er mere racistiske end deres landsmænd i resten af det genforenede Tyskland. Politi og statsadvokaten i Sachsen meddelte i går, at fire kronragede mænd for tre uger siden ridsede et hagekors ind i en 17-årig piges hofte.
Straffet for at forsvare barn
De fire skinheads overfaldt teenageren, da hun i byen Mittweida prøvede at komme en seksårig pige med russiske rødder til undsætning, som blev mobbet.
Hændelsen blev først for nylig meldt til politiet, som fandt frem til en af de formodede voldsmænd. En domstol i Chemnitz nægtede dog at varetægtsfængsle den 19-årige på grund af manglende på beviser. Ifølge Spiegel Online har retsmedicinere udelukket, at pigen selv kan have påført sig såret.
Ved en ransagning i den unge mands hjem fandt politiet mærkater fra det nynazistiske kammeratskab Sturm 34. Gruppen blev i april forbudt i Sachsen som følge af et øget antal fremmedfjendske overfald i Mittweida.
Vred og rystet borgmester




























