Politibiler med hvinende sirener og blinkende lys er tirsdag aften på vej til den nordlige Paris forstad Villiers-le-Bel, hvor unge franskmænd de sidste to nætter har protesteret over, at en politibil søndag kørte ind i en stjålen motorcykel og dræbte to teenagere på 15 og 16 år.
Natten til tirsdag blev 77 betjente såret, da vrede unge fra forstaden kastede med sten og molotovcocktails og brændte biler af.
Fem anholdt i nat
Politiet svarede igen med tåregas og gummiprojektiler. Fem blev anholdt, og mange forretningsfacader blev smadret.
»Vi vil gøre alt for, at sikkerheden er i top i Villiers-le-Brel og de omkringliggende områder. Beboerne skal ikke igennem endnu en nat med vold«, siger Frankrigs premierminister, Francois Fillon, ifølge Reuters.
Skal behandles som kriminelle
Fillon kalder sammenstødene uacceptable.
»Dem, der angriber politiet og nærmest slår en politibetjent ihjel, er kriminelle og skal også behandles som kriminelle«, siger han.
Fem af de 77 sårede betjente er svært sårede. En af dem er tilsyneladende blevet ramt af et skud fra et jagtgevær.
Sarkozy vil besøge sårede betjente
Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, skal mødes med Francois Fillon for at diskutere krisen i Villiers-le-Brel, når han vender tilbage til Frankrig onsdag efter et officielt besøg i Kina.
Som det første vil præsidenten besøge de sårede politibetjente på hospitalet.
Frygter gentagelse
Franskmændene frygter en gentagelse af urolighederne i 2005, da en politijagt førte til to unges død i en anden Paris-forstad, Clichy-sous-Bois.
Urolighederne udviklede sig dengang til de værste civile optøjer i Frankrig i 40 år.
fortsæt med at læse




























