To kvinder og en mand er nu under forhør i sagen om gigant-kuppet mod et Securitas-pengedepot i Tonbridge syd for London. En 41-årig kvinde blev sent i går anholdt i et boligkompleks i Bromley i det sydøstlige London og sigtes for hæleri, oplyser britisk politi til nyhedsbureauet Reuters. Forklædt som politi I forvejen er en 29-årig mand og en 31-årig kvinde anholdt i sagen. Den bevæbnede bande af røvere forklædt som politifolk undslap med op mod 547 mio. kr. ved røveriet. Det samlede tab er endnu ved at blive talt op. Meldingen fra efterforskerne er umiddelbart positiv: »Militær præcision« »Disse anholdelser udgør en positiv udvikling i den indledende fase af efterforskningen«, siger vicekriminalchefen Adrian Leppard fra Kent-politiet. Han siger, at kriminalpolitiet ikke har lagt sig fast på noget spor, og at man ikke har udelukket, at der kan være tale om et 'insider-job', hvor gerningsmændene har fået assistance fra en eller flere ansatte ved depotet. »Røveriet er udtryk for organiseret kriminalitet på højt niveau. Aktionen var nøje planlagt og udført med militær præcision«, siger Leppard. 22 mio. kr. i dusør Myndighederne har udlovet en dusør svarende til 22 millioner kroner for oplysninger, der kan føre til opklaringen af det opsigtvækkende røveri. Røveriet blev begået tirsdag aften mod et Securitas-depot i Tonbridge, 40 kilometer sydøst for London. Banden af røvere i politiuniform tog chefen for depotet til fange og brugte hans ligeledes tilfangetagne kone og søn til at true ham til at give dem adgang til det bugnende pengedepot. Ingen kom til skade under røveriet. Det hidtil største pengekup i Storbritannien fandt sted for knap tyve år siden, da et pengedepot i det centrale London blev røvet. Dengang slap gerningsmændene af sted med godt 437 mio. kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























