Retssag mod Berlusconi ved at ende i ren farce

De to statsadvokater fra anklagemyndigheden i Milano forventes om ganske få dage eller højst uger at rejse formel tiltale mod Berlusconi og Mills. - Foto: AP
De to statsadvokater fra anklagemyndigheden i Milano forventes om ganske få dage eller højst uger at rejse formel tiltale mod Berlusconi og Mills. - Foto: AP
Lyt til artiklen

To italienske statsadvokater kommer i hård kamp med tiden, når de over de kommende måneder skal føre retssag mod ministerpræsident Silvio Berlusconi og den britiske advokat David Mills for korruption og falsk vidneudsagn. Berlusconis højrefløj i parlamentet nedsatte for få måneder siden forældelsesfristen for en række forbrydelser, herunder korruption, fra 15 til 10 år. Det vil sige, at der skal falde endelig dom i sagen i de første måneder af 2008. Det er ifølge juridiske eksperter næsten umuligt. Tiltale på vej De to statsadvokater fra anklagemyndigheden i Milano forventes om ganske få dage eller højst uger at rejse formel tiltale mod Berlusconi og Mills. Ministerpræsident Silvio Berlusconi er mistænkt for at have foræret advokat Mills 600.000 dollar (ca. 3,8 millioner kroner) som tak for falske vidneudsagn i to retssager mod Berlusconi i 1990'erne. Begge nægter sig skyldige. Forlist ægteskab Sagen har foreløbig kostet David Mills ægteskabet med den britiske kulturminister Tessa Jowell. I sidste weekend annoncerede parret deres separation, efter at ægtemandens forretninger havde været tæt på at koste Jowell ministerposten. Men selv om anklagemyndighederne i Milano mener, at de har et særdeles godt bevismateriale, truer reglerne om forældelse den kommende retssag med at blive en farce. Ifølge italiensk retspraksis har en uafhængig dommer 30 dage til at vurdere anklagemyndighedens anmodning om at rejse formel tiltale, før en egentlig retssag kan gå i gang. Retssagen kan tidligst begynde i maj eller juni, og med en tæt pakket retskalender er der højst udsigt til tre retsmøder pr. uge. Sagen mod Mills og Berlusconi bygger på 15.000 sider dokumenter og er meget kompliceret. Anklagerne mangler stadig afgørende dokumentation fra Bahamas for at bevise, at advokat Mills modtog de 600.000 dollar fra Berlusconi. Kilder tæt på efterforskningen siger, at det ikke er særligt sandsynligt, at myndighederne på Bahamas vil svare på henvendelsen fra den italienske anklagemyndighed. Appelmuligheder Men selv om sagen skulle gå, som anklagerne håber, er der i det usædvanligt langsommelige italienske retssystem ikke store chancer for at kunne nå andet end en første dom, før forbrydelserne er forældede. Men en dom gælder ikke, før den har været igennem to appelsager, herunder omstødelsesdomstolen eller kassationsretten. Risikoen for, at Mills og Berlusconi dømmes endegyldigt skyldige og kommer i fængsel, er derfor meget lille, vurderer eksperter. Logisk tidstabel Berlusconi, der står foran parlamentsvalget 9.-10. april, beskylder anklagemyndigheden for at have en politisk dagsorden og for at have 'timet' retssagen lige op til valget. Men anklagerne afviser kritikken og siger, at de følger en logisk tidstabel og kun ønsker en dom, før forældelsesfristen udløber. David Mills' advokat, David Kirk, kritiserer også de italienske anklagere for at fodre pressen med informationer om Mills med det formål at »køre sagen i medierne« frem for i retssalen. Mills har tidligere indrømmet, at han hjalp Berlusconi med sin vidneforklaring i to sager om korruption i 1997 og 1998, og at han modtog en gave fra Berlusconi som tak for hjælpen. Men den indrømmelse har han siden trukket tilbage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her