En 29-årig kinesisk mand er i en britisk retssag blevet dømt skyldig i 21 tilfælde af uagtsomt manddrab. Retten i Preston fandt, at den 29-årige har ansvaret for, at 21 kinesiske muslingefiskere mistede livet, da de blev fanget af tidevandet i Warton Sands i Morecambe-bugten i det nordvestlige England for godt to år siden. Desperat telefonopkald Manden har under retssagen bedyret, at det ikke var ham, der var hovedmanden bag fiskeriet i bugten, men retten kom altså frem til det modsatte resultat. Politiet mener, at 23 personer omkom ved ulykken, men der er kun fundet 21 lig. Alle ofrene var illegale indvandrere. Retssagen har varet i syv måneder, og der er ført 150 vidner. I retten har nævninge hørt et desperat opkald fra en fiskerne til alarmcentralen, da vandstanden i bugten pludselig begyndte at stige dramatisk. »Min chef har lavet en lille fejl« Retten har også lyttet til et andet telefonopkald fra et af ofrene, en 28-årig mand, der brugte sin mobiltelefon til at ringe til sin hustru i Kina: »Jeg er i stor fare. Vandet står mig til brystet. Måske skal jeg dø. Min chef har lavet en lille fejl. Han tog fejl af tiden. Han skulle have ringet for en time siden«, lød det fra den 28-årige. Og retten valgte altså at følge anklagemyndighedens påstand om, at den 29-årige tiltalte gjorde sig skyldig i en strafbar forsømmelse, der førte til muslingefiskernes død. Kæresten dømt Den 29-åriges kæreste, en 21-årig kineser, samt hans 31-årige fætter, alle tre bosiddende i Liverpool, blev også dømt for strafbar medvirken til, at 21 blev fanget af tidevandet. Desuden blev hovedmanden og hans kæreste dømt for at have lagt hindringer i vejen for sagens opklaring. Strafudmålingen finder sted på tirsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























