Abu Laban: Martyraktion bare et udtryk

Iman Abu Laban føler sig misforstået i et kontroversielt tv-interview. - Foto: Thomas Borberg
Iman Abu Laban føler sig misforstået i et kontroversielt tv-interview. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Imam Abu Laban afviste i dag, da han ankom til Danmark fra Bahrain, at han skulle have kendskab til en person i Danmark med planer om en terroraktion. Der var blot tale om arabisk sprogbrug, da han fortalte en af sine bekendte om en mand, der ville skabe »ravage« og udføre en »martyraktion«, siger han. »Vi har emner nok at diskutere. Der er ikke brug for at skabe falske historier. Det er absolut en misforståelse«, sagde Abu Laban, da Politiken i går mødte ham i Islamisk Trossamfunds lokaler på Dortheavej i København. Så indslaget senere Få timer tidligere var han sammen med fem andre muslimske ledere landet i Københavns Lufthavn efter at have deltaget i en stor muslimsk konference i Bahrain. Allerede i lufthavnen afviste han at have haft kendskab til planer om et terrorangreb. Men det var først, da han nogle timer senere havde hørt båndet med tv-klippet, hvor han omtaler en person, der vil udføre en martyraktion, at han ønskede at kommentere sagen. »Jeg har nu hørt indslaget, og jeg kan huske, at jeg havde modtaget information om en person i Danmark, som forsøgte at komme i kontakt med Amr Moussa, der er generalsekretær for AWL«, sagde Abu Laban. »Der er mange, der gerne vil i kontakt med indflydelsesrige personer for at fortælle, at sagen om tegningerne er en stor sag i Danmark, og for at komme med forskellige ideer. Den person ville gerne have en forbindelse til indflydelsesrige personer«. Bare et udtrykDu sagde ifølge tv-klippet, at han ville lave ravage? »Det er at gøre en historie ud af ingenting. Hvis din søn er uartig og ikke vil sove eller ikke gå i skole, så siger du måske, at du vil brække nakken på ham, hvis han ikke gør, som du siger. Men det er bare et udtryk, man bruger«. Du brugte ordet martyraktion. Det lyder som en terroraktion? »Men hvis tv havde konsulteret mig forinden, havde vi ikke behøvet at diskutere det her. Så havde sagen været lukket«. Så du kan sige med sikkerhed, at det ikke var en terroraktion, du talte om? »Ville du invitere folk til at diskutere terror på en cafe? Der var en journalist fra Frankrig. Alt var åbent. Intet var hemmeligt. Der er ingen grund til at overdrive betydningen«. Men er en martyraktion ikke en terroraktion? »Hvis man siger, at man vil »blow up this meeting«, betyder det, at man vil stoppe mødet. Ikke at man vil sprænge folk i luften. Jeg er ikke terrorist. Medierne burde stoppe dette her. Alt bliver oversat, som om vi arbejder med terror, og det er ikke rigtigt«. Hvis det havde drejet sig om en terroraktion, hvilket udtryk ville du så have brugt? »Hvis vi får noget at vide om den slags, ved vi, hvem der tager sig af sikkerheden i Danmark - det er politiet - og så ville de blive informeret«. Tænkte du på at informere politiet dengang? »Der er ikke nogen terrorist. Det er fantasi og en illusion af det, der kan høres på båndet«. Hvad skete der med den person, du talte om. Fik han et møde med Amr Moussa? »Jeg har forsøgt at spørge andre om det, men der er så mange mennesker, der er taget til Egypten, så jeg ved det ikke«. Hvorfra havde du hørt om denne person? »Vi er så mange personer, der hører så meget«. Syntes du, det var en god idé, det han ønskede at gøre? »Det er folks egen sag. Hvorfor skulle jeg blande mig i det? Det er et frit land, og folk kan gøre, hvad de vil og møde, hvem de vil. Alle har været meget engagerede, siden tegningerne blev bragt«. Hvad var navnet på den person, du talte om? »Tro mig: Jeg er lige kommet hjem. Jeg kan ikke huske det. Jeg forsøger at huske. Måske, når jeg ser klippet fra tv, vil det dukke op for mig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her