Sri Lankas våbenhvile brudt sammen

Sri lankanske soldater står vagt foran militærets hovedkvarter, hvor en selvmordsbomber - angiveligt fra den tamilske oprørshær - tirsdag spredte død og ødelæggelse. - Foto: AP
Sri lankanske soldater står vagt foran militærets hovedkvarter, hvor en selvmordsbomber - angiveligt fra den tamilske oprørshær - tirsdag spredte død og ødelæggelse. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Oprørsgruppen De Tamilske Tigre (LTTE) lover i dag ifølge Reuters at gøre gengæld, efter at Sri Lankas luftvåben har gennemført luftangreb mod LTTE. Dermed er en næsten fire år gammel skrøbelig våbenhvile faldet sammen, vurderer iagttagere. Og landet kan igen stå over for en blodig borgerkrig. Militæret angreb ifølge AP oprørsbaser i det nordlige Sri Lanka efter at regeringen har afskåret området. Hovedvejen mod nord er lukket Talskvinden for det europæiske hold af fredsobservatører, Helen Olafsdottir, oplyser, at hæren har lukket hovedvejen mod nord og derved reelt afskåret den oprørskontrollerede del af landet fra den sydlige del. Tamilske nyhedstjenester anslår, at mindst 12 civile blev dræbt under luftangrebene, som blev indledt tirsdag og fortsatte i dag. Militærets talsmand Prasad Samarasinghe oplyser dog til AP, at angrebene udelukkende ramte oprørsbaser. Gengæld for selvmordsangreb Luftangrebene var regeringshærens gengældelsesaktion, efter at en kvindelig selvmordsbomber tirsdag dræbte mindst otte mennesker i et attentatforsøg mod Sri Lankas hærchef, Sarath Fonseka, der blev hårdt såret. »Hvis militærets angreb fortsætter, er LTTE tvunget til at gennemføre defensive militære operationer«, siger lederen af oprørsgruppens fredssekretariat, P. Puleedevan. Angreb på flådens skibe Det srilankanske militær har også rettet angreb mod et antal skibe i det nordøstlige distrikt Trincomalee, oplyser det lokale politi. Det skulle være som svar på oprøreres angreb på flådens skibe. Derefter blev luftangrebene sat ind mod oprørsbaserne, oplyser militæret. »Vores flåde har været under angreb af terrorister her til morgen, og vi har svaret igen«, siger talsmanden Prasad Samarasinghe. I en erklæring fra regeringen i hovedstaden Colombo blev der opfordret til »maksimal tilbageholdenhed« for at undgå eskalerende vold. Første angreb siden 2002 Tirsdagens selvmordsangreb er det første, LTTE har fået skyld for siden februar 2002, hvor der blev indledt fredsforhandlinger under norsk ledelse. Nye fredsforhandlinger blev for nylig udsat på ubestemt tid. Efter et møde med den norske fredsmægler, Jon Hanssen-Bauer, for få dage siden oplyste LTTE, at bevægelsen ikke vil deltage i fredsforhandlingerne, før »normale tilstande er genoprettet«. Ikke indstillet på fred I den seneste tid har diplomater i stigende grad vurderet, at ingen af parterne er indstillet på reelle forhandlinger. LTTE ønsker et separat hjemland for det tamilske mindretal i det nordlige og østlige Sri Lanka, hvor de allerede i praksis har en form for stat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her