Situationen spidser til i Afghanistan

Lyt til artiklen

Det oprør, som den afghanske Taleban-milits står i spidsen for, tager tilsyneladende til i styrke. Volden i den seneste uge har været blandt det værste siden de amerikansk-ledede styrker jagede Taleban-styret på porten i 2001. I løbet af de seneste par dage har flere end 100 personer mistet livet ved bombeangreb og kampe i den sydlige del af Afghanistan. Blandt de dræbte er to franske soldater, en amerikaner og en canadier. NATO udvider Senest eksploderede en bilbombe i hovedstaden Kabul, tæt ved internationale militærbaser. To afghanere og selvmordsbomberen selv blev dræbt. Den seneste voldsbølge falder sammen med, at NATO udvider sin fredsbevarende styrke fra 9.000 til 16.000 mand som et led i at overtage de amerikanskledede styrkers sikkerhedsansvar i den urolige sydlige del af Afghanistan. NATO-tropper fra Storbritannien, Canada og Holland står i spidsen for udvidelsen, der rækker ind i dele af landet hvor få - eller ingen - udenlandske soldater hidtil har befundet sig. De urolige områder er højborg for Taliban-oprørere og narkokarteller. På vej til 40.000 soldater Det er ikke overraskende, at modstanderne vil forpurre det og kæmpe imod det, sagde NATO-talsmand Mark Laity om indsættelsen af flere udenlandske soldater. I forvejen er der 23.000 amerikanske soldater i landet, og med NATO's udvidelse vil der snart være 40.000 udenlandske tropper i Afghanistan, det største antal siden den amerikanskledede invasion i 2001. Taleban vinder frem Mens præsident Hamid Karzais tropper og de udenlandske styrker forsøger at få styr på sikkerheden i det krigshærgede land, har Taleban-oprørerne også vundet terræn. Den militante organisation opererer nu i områder, hvor de ikke har befundet sig siden slutningen af 2001. Stadigt større områder i det sydlige og østlige Afghanistan er utilgængeligt for regeringen og hjælpearbejdere, fordi det er for farligt for dem at arbejde der. Et eksempel er Ghazni-provinsen sydvest for hovedstaden Kabul, hvor Taleban har infiltreret landsbyer, der ligger blot 10 kilometer fra provinshovedstaden, rapporterer indbyggere i området. Politifolk og andre tjenestemænd har forladt deres hjem i de pågældende byer af frygt for angreb fra Taleban. Folket vender sig mod soldaterne I landområderne er befolkningen frustrerede over regeringen og skuffede over de udenlandske styrker. »Mange af de fattige og traditionsbundne afghanere er lydhøre over for oprørernes opfordring til hellig krig«, siger Waheed Mozhdah, en forfatter og politisk analytiker, der arbejdede for det afsatte Taleban-styre. Danske soldater på vej »Efter Taliban var væltet, havde folk et håb om, at økonomien ville forbedre sig og at Afghanistan ville blive genopbygget. Men det ser ud til, at de håb ikke blev virkelighed«, siger Mozhdah. 290 danske soldater rejser i juni til Afghanistan. De skal udstationeres i Helmand- og Kandahar-provinserne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her