Jane Felix-Browne er blevet gift med Omar bin Laden, hvis far hedder Osama og er berygtet leder af terrornetværket al-Qaeda. Den britiske kvinde har dermed fået en svigerfar, som er verdens mest eftersøgte mand.
En svigerfar, der stolt har påtaget sig skylden for terrorhandlinger, som har kostet tusinder af menneskeliv, og er mistænkt for endnu flere drab ved andre terrorangreb. Svært at få visum til Bin Laden Og Jane Felix-Browne ved godt, at det er kontroversielt at være gift med sønnen til Osama bin Laden. »Jeg håber, at folk ikke vil dømme mig hårdt. Jeg har giftet mig med sønnen ikke faderen«, siger Jane Felix-Browne i et stort interview med The Times, hvor hun for første gang fortæller om ægteskabet med Osamas fjerdeældste søn. Jane Felix-Browne vil nu forsøge at skaffe et visum, så hendes nye mand kan komme op til England, hvor hun er sikker på, at han vil føle sig hjemme på trods af det dårlige vejr. Men det er ikke så ligetil. »Fordi min mands efternavn er bin Laden er det svært for ham at rejse nogen steder hen«, fortæller hun til The Times. »Jeg må være realistisk« Den 51-årige kvinde mødte allerede Omar bin Laden i september sidste år. Men parret har valgt at gå stille med dørene af frygt for omverdenens reaktioner. »Det kunne være dejligt, hvis jeg ligesom alle andre gifte kvinder kunne stille mig op og sige, at det her er min mand, og det er hans navn. Men jeg bliver nødt til at være realistisk«, siger hun. Parret mødte hinanden, da Jane Felix-Browne var i Egypten for at blive behandlet for sklerose. Romancen tog fart, da Omar bin Laden så hende komme ridende på hesteryg ved Keopspyramiden ved Kairo. I april konverterede hun til islam, da de blev viet efter islamisk tradition. »Han er den smukkeste, jeg nogensinde har mødt. Hans hjerte er rent, han er gudfrygtig, stille, en sand gentleman og min bedste ven«, siger den britiske kvinde, der stadig er ved at vænne sig til tanken om, at hendes svigerfar er verdens mest eftersøgte mand med en pris på 25 millioner dollar på sit hoved. Nyheden om ægteskabet har fået journalister i hobetal til at storme til den lille engelske landsby Moulton ved Cheshire, hvor Jane Felix-Browne bor. »Jeg fik gåsehud, da jeg hørte nyheden. Det er alt sammen ret skræmmende, når man overvejer, hvad Osama bin Laden har gjort ved så mange uskyldige mennesker. Han er stadig beslægtet, og blod er tykkere end vand«, fortalte Gill Targett, byens chefsygeplejerske, til nyhedsbureauet AP. Kone nummer to Jane Felix-Brownes veje krydsede første gang bin Laden-familien, da hun som 16-årig blev gift med en saudiarabisk mand. Gennem ham lærte hun flere medlemmer af bin Laden-familien at kende. Jane Felix-Browne er 51 år og arbejder som byrådsmedlem. Hun har været gift fem gange tidligere og har tre sønner og fem børnebørn. Hendes nye mand er 27 år og handler med skrot i Egypten. Han er i forvejen gift med en anden kvinde, som han har en søn med, men det har Jane Felix-Browne ingen problemer med. Omar bin Laden var barn, da hans far blev smidt ud af Saudi-Arabien på grund af hans ekstremistiske holdninger og gentagne kritik af den saudiarabiske alliance med USA. Siden har han boet i eksil sammen med sin far i Sudan og Afghanistan, hvor han har set al-Qaeda tage form fra den spæde begyndelse. Ingen kontakt med Osama Jane Felix-Browne siger, at hendes mand ikke har haft kontakt til sin far siden 2000. Omar bin Laden har fortalt hende, at han forlod sin far, fordi han ikke var enig med ham. Hun håber, at parret kan bruge deres position til at råde bod på alle de onde ting, hendes nye svigerfar står bag:




























