»Der er ingen anden vej end at gå til stemmeboksen«.
Det er oppositionsleder Silvio Berlusconis besked til Italiens præsident, Giorgio Napolitano.
De to mødtes i dag for at diskutere den aktuelle politiske krise i hjemlandet. Flere meningsmålinger viser nemlig, at Silvio Berlusconi, tidligere ministerpræsident og nuværende oppositionsleder, er favorit til at vinde, hvis Napolitano beslutter at udskrive valg.
Men det ser ikke umiddelbart ud til, at Berlusconi får sin vilje.
Ifølge BBC News foretrækker et flertal af de italienske toppolitikere, med Giorgio Napolitano i spidsen, nemlig at danne en midlertidig regering, således at nye valgreformer hurtigt kan blive indført.
Små partier har magt
Med de nuværende reformer, som Berlusconi indførte i sin tid som ministerpræsident, har landets allermindste partier mulighed for at vælte regeringen.
Det er nøjagtig en sådan krise, der i sidste uge tvang Romano Prodi til at træde tilbage som italiensk ministerpræsident.
Krisen begyndte, da landets justitsminister, Clemente Mastella, 17. januar trådte tilbage som minister. Samtidig trak han sit lille katolske midterparti, UDEUR, ud af Romano Prodis centrum-venstre-regering, og dermed vaklede sædet under ministerpræsidenten.
Torsdag i sidste uge måtte Romano Prodi så give op, efter at han tabte en tillidsafstemning i det ene af de to kamre i det italienske parlament, Senatet. Prodi fik 161 stemmer imod sig, mens 156 stemte for regeringen.
Beslutning om valg om et par dage
Siden har Napolitano holdt krisemøder med landets politiske ledere om Italiens politiske fremtid. Inden for de næste par dage annoncerer præsidenten, om italienerne skal til valgurnerne igen.
Romano Prodi nåede at stå i spidsen for den italienske regering i 20 måneder i denne omgang.




























