Italiens præsident, Giorgio Napolitano, har bedt formanden for landets senat, Franco Marini, om at danne en overgangsregering.
Dermed er der sat en foreløbig stopper for den krise, som de seneste uger har udspillet sig i italiensk politik.
Flere ugers krise
Det var justitsminister Clemente Mastella, der 17. januar satte gang i den langvarige krise.
Da han trådte tilbage som justitsminister og samtidig trak sit lille katolske midterparti, Udeur, ud af Romano Prodis centrum-venstre-regering, begyndte sædet at vakle under ministerpræsidenten.
Torsdag i sidste uge måtte Romano Prodi så give op, efter at han havde tabt en tillidsafstemning i det ene af de to kamre i parlamentet.
Konsultationer med politiske ledere
Siden har præsident Giorgio Napolitano ført konsultationer med landets politiske ledere om dannelsen af en ny regering.
Præsidenten ønsker, at en overgangsregering skal udarbejde nye valgreformer, således at små partier i fremtiden ikke vil være i stand til at vælte regeringen.




























