Amerikanske soldater sætter selvmordsrekord

Stress under udsendelsen er et af de medvirkende årsager til, at flere amerikanske soldater begår selvmord. Her er amerikanere og irakere på patrulje sammen.
Stress under udsendelsen er et af de medvirkende årsager til, at flere amerikanske soldater begår selvmord. Her er amerikanere og irakere på patrulje sammen.
Lyt til artiklen

Amerikanske soldater tager deres eget liv som aldrig før.

Sidste år begik 121 soldater, der var aktive i den amerikanske hær, selvmord. Det er 20 procent flere end i 2006, skriver The Guardian.

34 af de 121 amerikanske soldater, som tog deres eget liv i 2007, var udstationeret i Irak.

Også stigning i selvmordsforsøg
Samtidig er antallet af selvmordsforsøg i den amerikanske hær steget betydeligt de seneste fem år. 2.100 soldater forsøgte at tage deres eget liv i 2007 mod 500 i 2002.

En af dem er løjtnant Elizabeth Whiteside, som mandag aften forsøgte at begå selvmord ved hjælp af en stor portion piller.

Whiteside, der var udstationeret i Irak, ventede på svar fra militærdomstolen, efter hun havde truet en overordnet med en pistol og skudt sig selv, som følge af et nervøst sammenbrud.

I sit afskedsbrev skrev hun blandt andet:

»Jeg er dybt skuffet over den amerikanske hær«.

Elizabeth Whitesides tilstand er nu stabil, og den amerikanske hær har ladet anklagerne mod hende falde.

Stress og pengeproblemer

Undersøgelser viser, at netop arbejdsrelateret stress i stil med det, Elizabeth Whiteside var udsat for, er en af de mest hyppige årsager til soldaters selvmordsforsøg.

Også finansielle og retlige problemer og mislykkede personlige forhold spiller ind, når soldaterne tager deres eget liv, skriver The Guardian.

Antallet af selvmord blandt amerikanske soldater i 2007 er det højeste, siden amerikanerne for næsten 30 år siden begyndte at registere dødsfald i hæren.

/ritzau/

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her