Nye voldsomme kampe mellem srilankanske regeringssoldater og medlemmer af oprørsgruppen De Tamilske Tigre, LTTE, har kostet mindst 26 personer livet i løbet af godt et døgn, oplyser militærkilder i Colombo. Hæren siger, at 21 LTTE-medlemmer og fem soldater blev dræbt, da kampfly bombede LTTE-stillinger på Jaffna-halvøen og under skudvekslinger i Vavuniya-distrikten.
Ingen uafhængige kilder
LTTE har ikke kommenteret kampene, og det er ikke muligt at bekræfte hærens oplysninger, da journalister og hjælpearbejdere er forbudt adgang til kampområderne. Der er også rapporter om hårde kampe mellem LTTE og hæren andre steder i det nordlige og østlige Sri lanka. Oprørerne i LTTE har siden 1983 kæmpet for en egen stat i den nordlige del af øriget, der domineres af tamiler. Cirka 70.000 mennesker har mistet livet under kampene.




























