Fem israelske soldater blev såret, da en palæstinensisk selvmordsbombemand tidligt i dag sprængte sin bil i luften ved siden af dem ved en grænseovergang mellem Israel og Gazastriben. Tre militante palæstinensere blev efterfølgende dræbt af Israels militær, da de i ly af morgenens tåge prøvede at slippe igennem grænseovergangen Kerem Shalom efter den voldsomme bombeeksplosion, oplyser den israelske hær. Angreb standser nødhjælp Palæstinensere i området siger til nyhedsbureauet AP, at de hørte skud fra israelske kampvogne og helikoptere. Det er femte gang på en uge, at militante har angrebet grænseovergangen, hvorfra der sendes nødhjælp ind i det overbefolkede Gaza.
Siden den islamistiske Hamas-bevægelse tog kontrol med Gazastriben sidste sommer, har Israel lukket grænsen og isoleret området og dets indbyggere. Militant Hamas-aktivist dræbt Tidligere i dag blev et 22-årigt medlem af Hamas’ militante gren dræbt og et andet medlem såret, da israelske kampvogne med støtte fra luftvåbnet trængte ind i Gazastriben. De to palæstinensere var medlemmer af al-Qassam Brigaderne, der blandt andet har taget ansvaret for raketangreb fra Gazastriben mod nærliggende israelske byer. Mindst 414 mennesker har mistet livet, siden Israel og det palæstinensiske selvstyre i november i fjor genoptog fredsforhandlingerne.




























