EU’s udviklingsministre haster tirsdag til Bruxelles for at udstyre EU’s kommissær for udvikling, Louis Michel, med mandat til at tale med store bogstaver, så Myanmars generaler tillader, at mere nødhjælp til den katastroferamte befolkning kommer ind i landet, og at FN koordinerer nødhjælpsindsatsen.
Det oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
»EU landene må stå sammen, så Louis Michel på EU’s vegne kan tage til Burma for at tale dunder til generalerne, så de lader nødhjælpen kan komme ind, og så vi kan være med til at redde de tusinder og tusinder, der har brug for hjælp her og nu««, siger Ulla Tørnæs.
Nabolandene skal lægge pres på regimet
Louis Michel rejser tirsdag til Myanmar.
»Lige nu handler det ikke om flere penge, men om at nogle generaler har taget deres egen befolkning som gidsel og ikke tillader, at nødhjælpen kommer frem i en katastrofesituation. Det vil det internationale samfund ikke blive ved med at være vidne til«, siger Ulla Tørnæs, der også opfordrer nabolandene til at lægge pres på Myanmars regime. Dansk Røde Kors: Der er sket små fremskridt
Generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl sagde mandag efter et besøg i Myanmar, at der er sket små fremskridt, men at der er lang vej igen, før nødhjælpen når ud til alle de op imod to millioner burmesere, der er berørt af cyklonen Nargis hærgen.
Anders Ladekarl opfordrer EU til at lægge hårdt pres på generalerne, så nødhjælpsarbejdere kan få adgang til de hidtil lukkede områder. Desuden opfordrede han til at pumpe flere penge i nødhjælp i de kommende måneder.
Danmark har foreløbig givet 10 millioner kroner til nødhjælp i Myanmar, der er kanaliseret gennem Dansk Røde Kors, og Ulla Tørnæs er parat til at sende mere hjælp.
»Når der kommer en åbning, er vi parat til at se på, hvad vi kan bidrage med ud over de 10 millioner kroner«, siger Ulla Tørnæs.
Hvad hjælpen konkret skal bestå af afhænger af, hvad der viser sig at være behov for, når adgangen til det katastroferamte land bliver bedre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























