Omkring 500 australske kampsoldater blev i dag trukket ud af deres base i det sydlige Irak for at imødekomme et valgløfte fra den ny, australske premierminister, Kevin Rudd, om at hente soldaterne hjem inden årets udgang.
En britisk militærtalsmand i den sydirakiske by Basra sagde, at tilbagetrækningen fra Talil-basen i Nassiriya var i gang, mens en talsmand for guvernøren for Dhi Qar-provinsen forklarede, at den var tilendebragt, og at amerikanske styrker er blevet sat ind i australiernes sted.




























