Ruslands nye præsident Dmitrij Medvedevs første topmøde med EU skulle for intet i verden blive forstyrret - heller ikke af de ellers så dominerende myg i Sibirien, hvor topmødet i dag blev holdt i byen Khantij-Mansjisk. I dagene før topmødet fik russiske fly på ordre fra regeringen sprøjtet insektgift ud over de enorme sumpområder rundt om topmødebyen, så Medvedev og hans EU-gæster som kommissionsformand José Manuel Barroso blev forskånet for de stikkende plageånder. I de varme sommermåneder udgør stimerne af myg en regulær plage i Sibirien, og regeringens kemikalier fra luften forærede indbyggerne i Khantij-Mansjisk en sjældent fredelig sommeraften under åben himmel.
På byens skiskydningsstadion fulgte tusinder således med i EM-semifinalen mellem Rusland og Spanien på storskærm, og selv om russerne tabte i fodbold, kunne de glæde sig over at slippe for myggestik.




























