16 mindre bombeeksplosioner rystede i dag byen Ahmedabad i den vestindiske delstat Gujarat.
Mindst 29 personer er dræbt, mens omkring 110 er sårede efter serien af eksplosioner, oplyser det lokale politi og den indiske regering.
Eksplosionerne skete inden for 45 minutter i den tætpakkede gamle bydel i Ahmedabad, som er hjem for mange muslimer.
Har modtaget trusselmail
En af bomberne var placeret i en metalboks, der bliver brugt til at transportere mad.
Andre befandt sig på cykler, som var blevet efterladt i den muslimsk dominerede by.
»Der var tale om mindre bomber, der er blevet placeret af en terrorgruppe, som ønsker at destabilisere landet«, sagde Indiens viceindenrigsminister Shriprakash Jaiswal til den lokale tv-station, Sahara, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Gujarats indenrigsminister, Amit Shahe, har delstatens regering modtaget en trusselmail, der nu er ved at blive gransket.
Også bombeangreb i indisk IT-hovedstad
Bombeangrebene i Ahmedabad sker bare dagen efter, at otte bomber eksploderede kort tid efter hinanden i IT-hovedstaden Bangalore i det sydlige Indien.
To mennesker blev dræbt og seks såret som følge af eksplosionerne.
Indiens præsident, Pratibha Patil, har fordømt volden og opfordret sin befolkning til at bevare roen.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Gujarat bliver ramt af en tragedie.
I 2002 var den forholdsvis velhavende delstat skueplads for voldelige uroligheder, som endte med at koste omkring 2500 mennesker livet.
De fleste ofre var muslimer, som blev dræbt af rasende hinduistser, efter at muslimske ekstremister havde sat ild til et tog med hindu-pilgrimme.
Efter angrebene i dag patruljerede det lokale politi massivt i Ahmedabad for at forhindre sekteriske sammenstød.
fortsæt med at læse





























