USA’s demokrater spillede på de store følelser, da partiets konvent natten til i dag dansk tid indledtes med stærke taler af den kræftsyge Edward Kennedy og Barack Obamas kone, Michelle.
Tusindvis af feststemte demokrater var mødt op i den store sports- og messehal Pepsi-Center i Denver i den vestlige stat Colorado, hvor de natten til fredag dansk tid nominerer Barack Obama som Det Demokratiske Partis kandidat.
Bevægende tale
De 15.000 tilhørere fik en overraskende og bevægende tale fra den kræftramte senator Edward Kennedy. Overraskende, fordi rygtet ville vide, at Kennedy var så syg, at han ikke var i stand til at stille op.
Han blev mødt med tårer og begejstring fra salen.
»Jeg er kommet her i aften for at stå sammen med jer, for at ændre Amerika, genskabe dets fremtid, leve op til vore bedste idealer og vælge Barack Obama som USA’s præsident«, sagde han med klar stemme, men tydeligt mere skrøbelig end før.
Den 76-årige Kennedy, som tidligere i år blev opereret for en hjernesvulst, konstaterede, at »drømmen vil leve videre« med Obama, måske en hentydning til, at han ikke selv vil opleve den.
Læger sagde efter hans operation, at han lider af en svær kræftsygdom, der formentlig kun giver ham et år mere at leve i.
Legende i USA
Kennedy er en legende i Det Demokratiske Parti. Han har siden midten af 1960’erne været medlem af Kongressen og står bag store sociale reformer.
Han er bror til præsident John F. Kennedy og Robert Kennedy, der begge blev myrdet i 1960’erne. Robert Kennedy blev skudt i 1968, da han var favorit til at blive det Det Demokratiske Partis præsidentkandidat.
Delegerede steger i solen
Mange af de over 4.000 delegerede fra hele USA, der er kommet til Denver for at nominere Obama, lignede mandag hjælpeløse turister i byens lumre sommervarme.
De gik rundt i gaderne med deres velvoksne akkrediteringsbeviser i en snor om halsen og blandede sig med det utal af grupper, der agiterer for næsten hvad som helst.
Dem, der er imod krigen i Irak, dem, der er imod økologisk landbrug, dem, der vil højne den seksuelle intelligens, dem, der vil forbedre færdselssikkerheden, og så ham, der har stillet sig ind blandt en flok unge anarkister på byens hovedgade, der er omringet af politiet.
Han hæver sit røde skilt og formilder med sit budskab: »Vinhandel, kom og få en gratis drink«.
ritzau




























