Et harmonisk samfund’ er et af de slagord, som lyder hver eneste gang, Kinas præsident Hu Jintao åbner munden. Men ord gør det ikke alene.
Vrede kinesere har udfordret »harmonien« og angrebet politiet i mindst tre voldelige sammenstød inden for kort tid. Optøjerne har været omtalt i kinesisk presse, og det er pinligt for regeringen, der skulle bruge de olympiske lege til at demonstrere det nationale sammenhold. 30.000 deltog i afbrændninger Faktisk er optøjerne langt mere skadelige for kommunistpartiet end fjerne udenlandske politikeres mere eller mindre tomme trusler om at boykotte åbningen af OL i Beijing 8. august. De voldsomste optøjer fandt sted 28. juni i byen Weng’an i Guizhou-provinsen i det sydlige Kina. Omkring 30.000 ophidsede mennesker brændte politibiler af og smadrede politistationen og lokale regeringskontorer.



























