Der er mindst fem timer til Obamas tale i Grant Park i Chicago, men alligevel er tilhørerne begyndt at indfinde sig i parken.
På tæpper og med pizzastykker og falafelposer i hænderne samler de sig i små grupper, mens varmen fra solen endnu hænger i luften.
Varmt nu, koldt senere
Mod øst kan overfladen på Lake Michigan skimtes, og i alle andre retninger af parken tårner Chicagos højhuse op mod eftermiddagshimlen.
Det bliver koldt senere på natten, men folk på plænen foran storskærmen har ikke tænkt sig at gå hjem, før Obama har talt:
»Jeg er ligeglad med, hvor sent det bliver. Jeg elsker ham«, siger Michelle Perkins, der sidder på et regnbuefarvet tæppe med to af sine venner.
Wright-reklame buhet ud
Ligesom så mange andre i parken er hun iklædt en t-shirt med en støtteerklæring til Barack Obama. De er alle tre fra Chicago og har fulgt Obama siden hans valgkamp for at komme i senatet i 2004.
Mens de roser Obama, bryder folk rundt omkring af og til ud i jubel- eller buhråb, alt efter, hvad der foregår på storskærmen bagerst, der viser CNN. En reklame betalt af det republikanske parti, der hark kørt i rotation i de seneste døgn på flere kanaler, møder særligt højlydte utilfredse råb.
Reklamen fremhæver Obamas forhold til præsten Jeremiah Wright og viser lydklip, hvor præsten blandt andet kalder USA for the US of KKK-A, med henvisning til den militante, racistiske organisation Ku Klux Klan, forkortet KKK.
»Det er taget ud af kontekst. Men det er så gammelt, så det er folk ligeglade med nu«, siger Michelle Perkins om reklamen.
Rejst fra Indiana - og Paris
Mange af de Obama-fans, der er i parken, har rejst langt for at fejre valgaftenen i Chicago. Willie Mae Arnold har taget fri fra sit arbejde som lærer og er taget fra nabostaten Indiana sammen med to veninder for at opleve det.
»Vi er kommet her for at feste. Og vi fester ligegyldigt hvad, også hvis han skulle tabe. Det ville selvfølgelig være skuffende, men bare det, at hen er kommet så langt, er kæmpestort«, siger hun.
Også hun er iklædt Obamas ansigt med en pink baggrund.
En, der er rejst endnu længere, er Celine Gallina fra Paris i Frankrig. Hun besluttede allerede i juni at tage til Chicago sammen med sin datter Carla Vidal for at være, hvor Obama var på valgaftenen.
»Vi vidste jo på det tidspunkt slet ikke, om han ville vinde, men vi vidste, at vi ville overvære hans arrangement på valgaftenen. Barack Obama er meget stor i Europa«, siger hun, mens flere forbipasserende tager billeder af datteren i cowboyhat med Obama-badges.
Kan blive spærret af
Myndighederne i Chicago har erklæret, at hvis der kommer for mange mennesker på plænen foran storskærmen, bliver adgangen begrænset. Indtil da er der fri adgang.
Området længere sydpå i parken, som er tættere på det podie, hvor Obama skal tale, er kun åbent for folk med billetter.
Det er der dog 78.000 mennesker, der har, skriver Chicago Tribune.




























