Danske politikere bader Obama i plusord

Barack Obama på valgnatten sammen med hustruen Michelle. Danske folketingspolitikere over en bred kam roser den nye præsident.
Barack Obama på valgnatten sammen med hustruen Michelle. Danske folketingspolitikere over en bred kam roser den nye præsident.
Lyt til artiklen

Der er ingen grænser for hvor mange positive kvaliteter danske politikere tillægger Barack Obama. Lige fra det for en præsident oplagte talent »store lederegenskaber« til det lidt sjældnere krav i jobbeskrivelsen »et stabilt temperament«: Sagen er klar – danske Folketingspolitikere fra hele det politiske spektor nærmest knuselsker USAs kommende præsident. »Amerikanerne får en præsident med stærke og gode holdninger, et stabilt temperament og evne til at skabe resultater. En præsident, der har et solidt demokratisk flertal i ryggen og derfor kan handle her og nu for at overvinde den globale finanskrisen. En præsident med viljen til at sikre større social lighed og tryghed«, siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, (S). Obamas politik er også lige i øjet Han kalder valget »et historisk vendepunkt«, et »lysende eksempel til efterfølgelse« og forudser, at Barack Obama vil forlade sig på mere »blød magt« og »mindre militær magtanvendelse«: »Han vil forhandle med sine fjender for at forsøge at løse konflikter. Han vil handle imod den globale opvarmning ved at mindske vores afhængighed af olie. Han vil fordoble USAs u-landsbistand«, siger Lykketoft. Også den radikale leder Margrethe Vestager svinger sig højt op på rose-skalaen. Hun kalder Obama for »fortællingen om håb og samarbejde«: »Med valget af Barack Obama har amerikanerne sendt et signal til resten af verden – et signal om at fokusere på det, der samler os som mennesker, i stedt for at fokusere på det, der deler og spreder os«, siger hun. Skal være overmenneske Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti, lægger mest vægt på, at Danmark er »en trofast ven og allieret« af USA, hvilket hun forudser vil fortsætte under den kommende præsident. Hun går så langt som at låne USAs første sorte præsident sit eget partislogan, 'et frisk pust over landet: »Barack Obama har for amerikanerne repræsenteret forandring, et frisk pust i en tid med kriser og krige. Han står over for kolossale udfordringer med både den amerikanske økonomi og den internationale finanskrise, krigen mod terror og USA’s sikkerhed – og ikke mindst de fantastiske forventninger, der er bygget op omkring ham, og som han nærmest skal være overmenneskelig for at indfri«, siger Pia Kjærsgaard. Det er han heldigvis Den ny konsevative leder, Lene Espersen, lægger også mest vægt på den tætte alliance. Og her har hun stor tiltro til Obama: »Jeg er overbevist om, at han vil vise store lederegenskabet og skabe håb og optimisme i USA«, siger Espersen: »Vi har mange store opgaver foran os, der kræver grænseoverskridende samarbejde, ikke mindst den globale finanskrise og klimaaftalen i København næste år. Derfor tegner det godt med et stærkt amerikansk lederskab«, siger den ny vicestatsminister og økonomiminister. Den havde Fogh ikke set komme Også Folketingets to venstrefløjspartier er rigtig glade for amerikanernes valg. SFs formand, Villy Søvndal, venter at præsident Obama vil gøre en stærk indsats for et bedre klima, at han vil trække tropperne tilbage fra og skabe større lighed i USA. Dertil ser Søvndal de amerikanske vælgeres dom som et vink med en vognstang til den danske statsminister: »Obamas sejr er en mavepuster til Fogh«, siger han: »Statsministeren har mistet sin politiske guru, George W. Bush, og Republikanernes fiasko får også konsekvenser for vores regering. Fogh har bundet sig meget tæt sammen med Bush. Nu synker Bush, og så følger Fogh med ned«, siger Søvndal. Han mener at Obamas sejr er et tegn på, at »den lyliberale æra er ved at rinde ud«. Et dansk håb Enhedslistens udenrigsordfører er ikke helt så sikker på at republikanerne hiver Fogh med ned. Han siger, at Obamas sejr er god for det amerikanske folk og for verden og tilføjer et fromt håb: »Jeg håber, at Bushs danske følgesvend, Anders Fogh Rasmussen også snart må forlade scenen«, siger Frank Aaen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her