Som den første kvinde i USA’s historie er Ann E. Dunwoody blevet udnævnt til firestjernet general i den amerikanske hær.
Der er allerede 21 kvinder i hærens generalstab, men de fleste af dem kan kun bryste sig af en enkelt stjerne. Hærchefen, general Casey, har fire stjerner. I sin tale ved udnævnelsen sagde den 55-årige general, at hun på intet tidspunkt i sine 33 år ved militæret havde forventet at stige så højt i graderne. »Der er ingen, som er mere overrasket end mig, altså lige bortset fra min mand, selvfølgelig. Og I ved, hvad man siger: Bag enhver succesfuld kvinde står en forbløffet mand«, sagde hun. Den forbløffede mand hedder Graig Brotchie og er pensioneret officer i flyvevåbnet.



























