Nøgen Jesusimitator skaber debat i Italien

Organisationen bag plakaten mod kvindevold er med på, at det er stærkt billedsprog i det katolske Italien. »Vi har været nødt til at vælge et stærkt billede for at få kvinder til at bryde tavsheden«, siger formand Stefania  Bartochetti.
Organisationen bag plakaten mod kvindevold er med på, at det er stærkt billedsprog i det katolske Italien. »Vi har været nødt til at vælge et stærkt billede for at få kvinder til at bryde tavsheden«, siger formand Stefania Bartochetti.
Lyt til artiklen

Blasfemisk provokation eller blot et nødvendigt stærkt tiltag? En plakat af en næsten nøgen kvinde i en stilling, der imiterer Jesus på korset, har skabt debat i det katolske Italien. Hen over kvinden står: »Hvem betaler for menneskets (mandens, red.) synder?« og nedenunder kan man læse, at »kun fire procent af voldsramte kvinder anmelder gerningsmanden til politiet«. Bag den polemiske plakat står en privat organisation og kvindehotline Telefono Donna, som vil sætte plakaterne i omløb i hele landet på tirsdag 25. november, på FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder. Men flere konservative politikere fordømmer plakaten som blasfemisk og stødende og forsøger nu at stoppe opsætningen af plakaten i byen. »Jeg afviser fuldstændig indholdet af den plakat, som fornærmer vores kristne tradition. Jeg vil gøre alt, der står i min magt for at stoppe denne plakat«, siger Milanos borgmester for byudvikling, Maurizio Cadeo, til den italienske avis La Repubblica. Han bakkes op af adskillige andre politikere, primært fra den politiske højrefløj.

'Plakaten skal op'
Men kvindeorganisationen står fast: Plakaten skal op:

»Som katolik kan jeg ikke se noget anstødeligt eller uhelligt ved plakaten. Vi har været nødt til at vælge et stærkt billede, for at få kvinder til at bryde tavsheden«, siger organisationens formand, Stefania Bartochetti, til Corriere della Sera. Ifølge hende er plakaten ikke ment som en provokation, men er udtryk for, at det er nødvendigt at tage »drastiske midler« i brug for at få fokus på problematikken.

Hver femte kvinde i Europa har oplevet at blive udsat for vold, og kun få anmelder gerningsmanden til politiet. Vold mod kvinder er stadig et af de mest tabuiserede emner, på trods af adskillige initiativer i hele Europa for at sætte fokus på problematikken. De seneste tre år har flere europæiske lande sat kampagner mod vold mod kvinder på dagsordenen, men Italien halter bagud og har som et af få lande ikke en national handlingsplan for at bekæmpe vold mod kvinder.

Græsrodsorganisationen Telefono Donna ser derfor FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder som en mulighed for at sende budskaber og informationer ud til befolkningen. Og jo stærkere budskabet er, jo flere når det ud til, argumenterer formand Stefania Bartochetti.

Berlusconi vil ikke være »lyserød«
I det hele taget går det ikke så godt med ligestillingen i Italien. Kun 46 procent af landets kvinder er i arbejde, og i den italienske regering er kun fire ud af de 21 ministre kvinder – alle mere kendte for deres udseende end deres politiske værk.

Regeringsleder Silvio Berlusconi har oven i købet gjort grin med sin spanske kollegas regering og kaldt den »for lyserød«. Her er der nemlig et overtal af kvinder, og ministerpræsident José Luis Rodriguez Zapatero går i front i kampen for ligestilling i Spanien. Han har oprettet et ministerium for ligestilling og indførte for tre år siden en særlig lov beregnet til at beskytte kvinder med særlige dommere og regler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her