To ord på forsiden af dagbladet La Nación sammenfattede i går millioner af chileneres følelser over for den afdøde diktator Augusto Pinochet, der bliver begravet i dag i Chiles hovedstad, Santiago. ’Nunca más!’, Aldrig mere, står der under teksten ’Pinochet 1915-2006’, og den samme holdning gav politikere og folk på gaden udtryk for. ’Hils djævlen’ hed det på en af de mange graffititekster, der få timer efter meddelelsen om den tidligere diktators død søndag blev malet på mure og gavle i de chilenske byer. Det kom mange steder til demonstrationer, hvor deltagerne udtrykte en blanding af lettelse og frustration over nyheden om »tyrannens« død.
Allende med »blandede følelser«
Vreden skyldes, at den 91-årige diktator aldrig nåede at blive dømt for mordene på over 3.000 politiske modstandere i Chile i perioden mellem 1973 og 1977, da undertrykkelsen var på sit højeste.
»Derfor reagerer jeg med blandede følelser på meddelelsen om hans død«, lød reaktionen fra Isabel Allende, socialistisk parlamentsmedlem og datter af afdøde præsident Salvador Allende.
Salvador Allende tog sit eget liv, før Pinochets soldater trængte ind i præsidentpaladset 11. september 1973 for at tage den demokratisk valgte præsident til fange.
Retsopgør venter
En anden af hovedpersonerne i de seneste års drama omkring Augusto Pinochet, den spanske undersøgelsesdommer Baltasar Garzón, der i 1998 tog initiativ til den første af en række sager mod Pinochet, gav også udtryk for en vis skuffelse:
»Andre personers forhold bør undersøges, og dommerne i den del af verden bør gøre det i en vis hast for at undgå det, der nu er sket«, sagde han med henvisning til, at retsopgøret med diktatoren trak ud i så lang tid, at han ikke nåede at blive dømt inden sin død.
Den spanske undersøgelsesdommer henviser bl.a. til, at 28.000 chilenere blev arresteret, og at over 23.000 ifølge en officiel rapport offentliggjort i 2004 blev udsat for tortur mellem 1973 og 1977.
109 ansvarlige for tortur og bortførelser er allerede dømt, mens 35 tidligere generaler også har fået deres dom eller venter på at komme for retten.
Hundredvis går fri Men hundredvis af andre går stadig frit rundt i Chile i dag, som det venstreorienterede chilenske dagblad Clarin minder om. Menneskeretsorganisationen Amnesty International opfordrer Chiles regering til at ophæve alle former for amnesti, som de ansvarlige for undertrykkelsen under diktaturet nyder godt af i dag. Baltasar Garzón, der i 1998 udstedte en international arrestordre på Augusto Pinochet for mordet på spanske statsborgere efter kuppet i Chile, har i de seneste dage udtrykt sig i samme retning. Garzóns initiativ, som vakte opsigt verden over, tvang den britiske regering til at arrestere generalen i London i oktober 1998. Den britiske regering nægtede at udlevere ham til Spanien, og i 2000 lod briterne generalen og hans følge vende tilbage til Chile.





























