USA's præsident, George W. Bush, vil i en tale i dag opfordre alle parter til at lægge pres på Hamasbevægelsen for at få den til at indstille raketangreb på Israel og bane vejen for en varig våbenhvile.
»USA står i spidsen for diplomatiske bestræbelser på at få gennemført en meningsfuld våbenhvile, der respekteres«, hedder det blandt andet i den ugentlige radiotale, Bush skulle holde senere i dag.
Støt dem, der arbejder for fred
Talens ordlyd er blevet offentliggjort på forhånd af Det Hvide Hus. Der er tale om den første kommentar fra Bush til den israelske offensiv mod Hamas på Gazastriben, der har stået på i en uge og kostet mindst 435 mennesker livet.
»Jeg opfordrer alle parter til at presse Hamas til at vende sig fra terror og til at støtte de legitime palæstinensiske ledere, der arbejder for fred«, siger Bush videre i talen med henvisning til den palæstinensiske præsident, Mahmud Abbas.



























