Piloterne på US Airways 1549 gjorde for lidt siden det næsten umulige, da de nødlandede et stort Airbus-fly i Hudson-floden og alle overlevede.
Da begge motorer få minutter efter start sandsynligvis gik ud, fordi store fugle blev suget ind i dem, lykkedes det piloterne at undgå Manhattans skyskrapere, og lande flyet det eneste sted i kilometers omkreds, hvor ingen ville komme til skade.
Og så blev det svært. For selv om der er redningsflåder og -veste ombord på fly, har meget få piloter forsøgt at nødlande på vand, som er hårdt som sten, når farten er høj.
Meget sjælden vandlanding
Af dem, som rent faktisk har prøvet, er der få eller ingen, der har klaret det uden dræbte - motorerne rager ned under flyet, og rammer den ene vandet et kvart sekund før den anden, kan vingen brække af og flyet slå kolbøtter.
Det skete for eksempel for et kapret Ethiopian Airways fly på Comorerne i 1996 - se billeder her. Det blev videofilmet af vidner, der så maskinen fra den nærliggende strand.
125 ud af 175 passagerer døde dengang.
»Det ligner et stykke fantastisk flyvning og pilotarbejde«, siger Bob Mann, en luftfartskonsulent, til The Wall Street Journal.
Næsten rolig evakuering fra synkende fly
Ifølge passagererne hørte de et højt brag, hvorefter flyet begyndte at ryste og der lugtede af røg.
Herefter orienterede cockpittet om, at passagererne skulle indtage nødlandingsstillingen. Derefter sænkede flyet sig blidt ned i floden, hvor det blev flydende i flere minutter.
Også her arbejdede mandskabet fra US Airways på højtryk. En passagerer siger, at evakueringen af flyet skete i en nærmest rolig stemning, efterhånden som passagererne blev gelejdet ud på vingen.
Piloten dobbelttjekkede før han reddede sig
Ifølge New Yorks borgmester Michael Bloomberg, som holdt pressekonference omkring midnat dansk tid, tog kaptajnen sig endda tid til at gå to gange ned ad midtergangen, for at tjekke at der ikke var flere passagerer ombord.
Først herefter gik han selv fra borde.
Da nødlandingen skete stort set midt i New York, var færgerne, som dagligt sejler floden, hurtigt fremme og kunne redde passagererne, imens det almindelige redningsberedskab kom i stilling.
Det var heldigt, for vinteren har fat i New York for øjeblikket, og længere ophold i floden ville have været livsfarligt. På tidspunktet for styrtet var der minus syv grader i New York.
Begge motorer ramt af store fugle
Meget tyder på, at begge motorer på flyet blev ramt af store fugle, muligvis gæs - såkaldt 'bird strike' - få minutter efter start.
Passagerer siger til flere medier, at de så venstre motor give et ordentligt 'host' og gå ud (se effekten på videooptagelser af en lignende episode her)
»Jo større fuglen er, jo større er risikoen for ekstrem skade på flyet eller for eksempel en flymotor. Dette fly havde to motorer, og burde kunne flyve videre med kun en. Men en stor flok fugle kan ramme alle motorer, om der så er fire«, siger formand for Air Line Pilots Association. Rory Kay, til CNN.
Flyet fra US Airways var en stort set fyldt Airbus 320 på vej til Charlotte i North Carolina. Indtil videre lyder meldingen at der var omkring 155 mennesker ombord - alle overlevede.
fortsæt med at læse




























