Nødstedte patienter i Sri Lanka er evakueret

Lyt til artiklen

En færge med hårdt sårede patienter har forladt kampzonen i det nordlige Sri Lanka.

Dermed er en livsfarlig flugt, der har varet over en uge, endeligt afsluttet.

Det fortæller Sophie Romanens fra Internationalt Røde Kors i Sri Lanka over telefon til politiken.dk.

Drop fra træet
Patienterne opholdt sig oprindeligt på et hospital midt i kampzonen i det nordlige Sri Lanka, hvor regeringsstyrker fortsat kæmper med oprørerne De Tamilske Tigre.

I sidste uge blev hospitalet bombet, og patienterne måtte flygte.

I alt 400 patienter måtte drage ud til kysten til den lille by Puttumatalan midt i området kontrolleret af De Tamilske Tigre, hvor de blev installeret i offentlige bygninger rundt omkring i den lille by.

Røde Kors-medarbejdere på stedet fortalte, at de sårede flygtninge sad i gårdhaven og .

300 hårdt sårede flygter fra hospital

Der var intet rent drikkevand, kampene var stadig alt for tæt på, og ingen af de stridende parter i Sri Lankas borgerkrig ville garantere, at patienterne kunne rejse sikkert ud af kampzonen.

16 patienter blev dræbt
Nu, en uge senere, er de sidste patienter evakueret til byen Trincomalee i det regeringskontrollerede område med en offentlig færge, som Røde Kors har lånt.

»Færgen er på vej, den ankommer til Trincomalee om ti eller 15 minutter. Indtil videre er alt gået, som det skal«, siger pressetalsmand for Røde Kors i Sri Lankas hovedstad Columbo Sophie Romanens til politiken.dk.

I Trincomalee vil patienterne blive indlagt på et hospital, hvor de ganske vist ikke alle kan få en seng at sove i, men hvor ekstra madrasser fra Røde Kors gerne skulle kunne afdække behovet for sengepladser.

De første 250 patienter blev evakueret for to dage siden. Kort forinden blev deres midlertidige opholdssted angrebet, og 16 patienter dræbt.

Civile måtte ikke flygte
Øjenvidner har desuden fortalt al-Jazeera, at oprørere fra De Tamilske Tigre skød på de patienter, der blev evakueret for to dage siden.

»Da vi prøvede at undslippe sammen med de civile, skød De Tamilske Tigre på mig. Jeg blev ramt i benet«, fortæller en nonne kaldet Louise til Reuters.

En lignende historie fortæller den 74-årige katolske nonne Mary Colostica til Reuters. Hun havde prøvet at flygte sammen med 2.000 civile fra en landsby til en anden.

»Da vi forsøgte at flygte, ville De Tamilske Tigre ikke tillade, at de civile tog af sted, de ville kun tillade, at vi (nonnerne) tog af sted. Så vi blev med de civile«, fortæller hun.

Ingen kan begrave de døde

Hun fortæller, at mellem ti og 15 civile dør om dagen, og der er »ingen, der kan begrave dem«.

Udsagn, der nærer frygten for, at et enormt antal civile er blevet ofre i forbindelse med kamphandlingerne.

Meget få informationer er sluppet ud af kampzonen, hvor journalister og nødhjælpsorganisationer har været forment adgang. Kun 18 Røde Kors-medarbejdere har været til stede i kampzonen - sammen med de flygtende patienter fra Puttumatalan.

Regeringen i Sri Lanka gør ifølge AP klar til at huse 200.000 civile flygtninge, som kamphandlingerne har tvunget fra hus og hjem.

Imens fortsætter kampene på Sri Lankas nordlige spids.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her