Sårede strømmer til nødhospital i Sri Lanka

Tamilske civile flygter ud af kampzonen på dette billede fra sidste uge. Meget få informationer - herunder billeder - slipper ud fra området, hvor der kæmpes.
Tamilske civile flygter ud af kampzonen på dette billede fra sidste uge. Meget få informationer - herunder billeder - slipper ud fra området, hvor der kæmpes.
Lyt til artiklen

En færge lejet af Internationale Røde Kors har atter bevæget sig ind i den srilankanske kampzone, for senere at vende tilbage med hundredvis af syge og sårede.

Det er tredje gang, at færgen har sejlet ind i kampzonen, til den lille by Putumattalan, for at evakuere civile, der er fanget på et nødhospital.

Hospital befinder sig i det område, hvor regeringssoldater og oprørerne De Tamilske Tigre fortsat bekriger hinanden.

Antallet af patienter og pårørende, der er sluppet væk fra kampene ved hjælp af færgeruten, er nu oppe på 1.185, oplyser talskvinde Sarasi Wijeratne fra Internationalt Røde Kors i den srilankanske hovedstad Colombo over telefon til politiken.dk.

400 flygtede efter angreb på hospital
»Færgen ankom i går aftes med 440 sårede og pårørende. Patienterne får den nødvendige lægehjælp på et hospital«, fortæller hun.

Oprindeligt opholdt omkring 400 patienter sig i Putumattalan efter at det hospital, hvor de opholdt sig, .

300 hårdt sårede flygter fra hospital

De var derfor flygtet til den lille by, hvor 18 Røde Kors-medarbejdere så vidt muligt hjalp dem, mens de håbede på en snarlig evakuering.

Rygtet har spredt sig
Men rygtet om et nødhospital har spredt sig, og sårede civile strømmer til stedet, fortæller Røde Kors i Colombo.

På trods af, at der ikke er sengepladser, intet rent drikkevand og så godt som ingen medicin til de sårede.

»Patienterne bliver ved med at strømme ind, og vi ved ikke, hvor mange der er lige nu. Antallet bliver ved med at stige, for rygtet om, at vi er der, har spredt sig, så syge og sårede bliver tiltrukket af det«, fortæller Sarasi Wijeratne.

Mange er ladt tilbage
I en pressemeddelelse understreger lederen af Røde Kors i Colombo, Paul Castella, situationens alvor:

»Vi reddede nogle liv i dag, men mange mennesker er ladt tilbage, hjælpeløse og nervøst ventende på at blive evakueret. Det er et spørgsmål om liv og død«, siger han.

Kampene mellem regeringssoldater og oprørerne i De Tamilske Tigre er centreret til et lille område på blot 142 kvadratkilometer på den nordlige spids af østaten.

40 civile dør i døgnet

Begge sider af konflikten beskyldes for at skyde på civile, og humanitære organisationer frygter, at 200.000 civile er fanget i kampene. Officielle kilder fra kampområdet vurderer, at der hvert døgn dør 40 civile.

Der er meget få uafhængige oplysninger om konflikten, da journalister holdes ude af kampområdet.

Regeringskilder og analytikere vurderer dog, at regeringen er tæt på at have nedkæmpet De Tamilske Tigre i den offensiv, der betegnes som den mest succesfulde for regeringen i den mere end 25 år gamle borgerkrig, skriver Reuters.

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her