»Denne gang besluttede jeg at fortælle det til mor, for det gjorde skrækkelig, skrækkelig ondt«, siger en 8-årig pige.
Hun er til behandling på Læger uden Grænsers klinik i det centralafrikanske land Burundi, efter at stedfaderen havde voldtaget hende for anden gang. Hun er en af mange, der fortæller om rædslerne ved den udbredte seksuelle vold i Afrika og resten af verden i en rapport fra Læger uden Grænser, der udkommer i dag.
Rapportens gode nyhed er, at hurtig hjælp til ofrene kan gøre underværker.
»Hvis vi når ofrene inden 72 timer efter en voldtægt, kan de reddes fra hiv-smitte, andre kønssygdomme og uønsket graviditet«, siger jordemoder Thilde Knudsen, rådgiver for Læger uden Grænser (MSF) om seksuel sundhed. Hun har arbejdet for MSF i bl.a. Sierra Leone, Elfenbenskysten, Pakistan og Congo siden 2004.
»Det handler mest om den følelsesmæssige smerte. Da jeg blev voldtaget, tog de noget fra mig, som jeg aldrig får tilbage«, siger sydafrikaneren Tinky i rapporten.
Congo var det værste
Et af de værste tilfælde, Thilde Knudsen har oplevet, var i fjor i Nord Kivu i Congo: »Alle samfundsstrukturer var brudt sammen under borgerkrigen. Så bliver kvinder og piger mere udsatte«.
I Nord Kivu mødte hun ofre for gruppevoldtægter, hvor våben og knive var brugt til at ødelægge kvindernes underliv og til at skære bryster af.
Thilde Knudsen mødte en 60-årig kvinde, der blev voldtaget på skift af en gruppe soldater, der havde krævet husly for natten i hendes skur. »Hun lå der og stirrede med tomme øjne, skamfuld og udstødt af naboerne som skyldig og uren«.
Ofrene bliver udstødte
Stigmatisering og udstødning er normalt, selv om seksuel vold er »himmelråbende normalt«. I Sydafrika voldtages en kvinde hver 26. sekund. MSF yder psykologisk og medicinsk hjælp og udsteder vidnesbyrd om skaderne, som ofrene kan bruge i retssager.
Den groveste seksuelle vold sker i konfliktområder. I Burundi startede MSF hjælpeindsatsen, da borgerkrigen var brudt ud i 1993. »Dengang var brutale gruppevoldtægter normen. Den slags er der nu færre tilfælde af, men individuelle voldtægter af unge kvinder og piger har taget over« efter kampenes afslutning. 60 procent af ofrene »i roligere tider« er under 19 år, 13 procent under fem år.
Omkring seks procent af ofrene i lande, hvor MSF arbejder, er mænd og drenge. »Det er endnu mere stigmatiserende for mandlige ofre«, siger Thilde Knudsen.
Under et militsoprør i Kenya i 2008 var seksuel ydmygelse og tortur en måde at afskrække oprørerne på. De fleste af dem fik ifølge rapporten testiklerne flået af.
Vold imod mænd
En særlig form for vold imod mænd er at tvinge dem til at voldtage familiemedlemmer, så både voldtægtsmand og offer udsættes for vold. Fængslede mænd er i særlig risiko. »Hver gang vagterne tog os til kilden, beordrede de os til at vaske os. Bagefter voldtog de os«, fortæller en 24-årig mand fra Ituri i Congo.
Seksuel vold er ifølge MSF ofte del af militærstrategien for at ydmyge fjenden og ødelægge lokalsamfund. Det har hjulpet, at Krigsforbryderdomstolen for Det Tidligere Jugoslavien anerkendte seksuel vold som en forbrydelse imod menneskeheden.
Hør tre voldtagne kvinders beretning her:
fortsæt med at læse




























