Før dørene til retssalen i den østrigske by Skt. Pölten blev åbnet for offentligheden kl. 9 i mandags, havde der samlet sig et hav af gadeartister, spasmagere og nyfigne foran den retsbygning, hvor ’Monstret fra Amstetten’, som sensationsmedierne har døbt den 73-årige Josef F., afhøres og domfældes. Josef F.s sag har ophidset alverdens medier, siden hans enestående grove forbrydelser over for sin egen familie i villaen i Amstetten kom for en dag.
Nu så man her et optog af kunstneriske plattenslagere underholde publikum, som det må have været tilfældet i tidligere tider, hvor offentlige hængninger trak godtfolk i flokke til galgebakken uden for byporten.




























