De første tegn på, at landkrigen mod Afghanistan så småt er i gang, viser sig nu. Amerikanske specialstyrker befinder sig i Afghanistan, sagde en embedsmand fra USAs forsvarsministerium fredag morgen dansk tid til det britiske nyhedsbureau Reuters. »Der er tale om det aller-allertidligste stadium«, sagde embedsmanden, som ikke gav antydninger af, hvornår de amerikanske styrker er blevet indsat i Afghanistan. På samme tid afviste den amerikanske embedsmand at be- eller afkræfte oplysninger i dagbladet Washington Post om, at de amerikanske styrker befinder sig i det sydlige Aghanistan. Massive bombardementer Fredag morgen fortsætter de massive luftbombardementer af Kabul og Kandahar. »Der er en kæmpe eksplosion nu, og et fly er over mig. Et mål bagved Intercontinental Hotel sydøst for byen blev ramt«, rapporterede Tv-stationen al-Jazeera's korrespondent i Kabul, og sagde at også Kandahar er ramt. Det regerende Taleban-styre erklærede torsdag, at op mod 900 civile er blevet dræbt af amerikanske bomber. USAs forsvarsminister, Donald Rumsfeld, erkender, at angrebene har haft civile tab, men at antallet ligger langt fra det, Taleban hævder. Bin Ladens hjælper død Pentagon meddelte torsdag, at de amerikanske angreb angiveligt har drevet nogle medlemmer af Osama bin Ladens al Qaeda-netværk væk fra deres skjul. Og en forsvarskilde sagde torsdag til nyhedsbureauet Reuters, at de amerikanske styrker har haft held til at ramme nogle af dem. Det afviser Taleban, der siger at en af Osama bin Ladens nærmeste hjælpere Abu Baseer al-Masri er død på et hospital i Jalalabad. Men ifølge nyhedsbureauet Afghan Islamic Press er han død af at holde en granat, som eksploderede i hånden på ham. Rumsfeld blev på et pressemøde torsdag spurgt om, hvorvidt de amerikanske styrker er kommet nærmere en afsløring af bin Ladens opholdssted. »Hvis bin Laden gik bort i dag, ville problemet fortsat eksistere i morgen, og vi er forpligtet til at håndtere det, svarede Rumsfeld. Et lille antal soldater Spekulationerne om en landsætning af styrker blev sat i gang onsdag, da amerikanske militærembedsmænd sagde, at specialstyrker om bord på et hangarskib i Det Indiske Ocean er rede til landgang. Ifølge en af embedsmændene er specialstyrkerne, der er trænet til at kæmpe under barske forhold, blevet fløjet til hangarskibet USS Kitty Hawk syd for Afghanistan. I fredagsudgaven af Washington Post citerer avisen en forsvarskilde for at sige, at 'et lille antal' er på plads i det sydlige Afghanistan. »Antallet af amerikansk personel på landjorden udgør kun en håndfuld, og det er usandsynligt, at de nogensinde vil kunne sammenlignes med de store konventionelle styrker i Golfkrigen for et årti siden«, siger kilden til Washington Post. Muligt fredsforslag fra Taleban Talebans ambassadør i Pakistan, mullah Abdul Salem Zaeef, bragte efter et ugelangt besøg i Saghanistan et fredsforslag med sig tilbage. »Jeg har bragt en plan med mig, som jeg vil drøfte med de pakistanske myndigheder«, sagde Zaeef. Pakistan erklærede sig rede til at lytte til ethvert forslag, som Afghanistans Taleban-ledere kommer med, hvis det kan være med til at løse krisen, men havde fredag eftermiddag dansk tid endnu ingen henvendelse fået. Zaeef afviste på pressemødet både amerikanske oplysninger om, at Talebanernes luftforsvar er blevet alvorligt svækket, og forlydender tidligere på ugen om, at Talebans udenrigsminister Maulawi Wakil Ahmed Muttawakil var hoppet af. Radio til afghanerne Samtidig med forlydenderne om, at en landkrig er i gang, opfordrede USA fredag over radio indbyggerne til at holde sig væk fra Taleban-militsens stillinger. »Afghanistans folk vær rede. Amerikanske styrker vil bevæge sig gennem jeres område. Hold jer for jeres egen skyld væk fra broer og veje og lad være med at komme i kontakt med vore soldater og militære operationer, hed det i en anden meddelelse. Samtidig er tusinder flygtet over grænsen til Pakistan. 3.500 krydsede grænsen til morgen, vurderer FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). I alt er mellem 50.000 og 60.000 flygtet, skønner UNHCR. USA og Kina enige om fælles front mod terror Kina og USA er enige om en fælles front i kampen mod terrorisme. Det stod fredag klart, efter at USAs præsident, George W. Bush, og Kinas præsident, Jiang Zemin, for første gang nogensinde mødtes. »Der er ingen tøven og ingen tvivl om, at Kina vil stå bag USA og det amerikanske folk i denne forfærdelige tid«, sagde Bush efter mødet, som fandt sted i Shanghai, hvor den årlige APEC-konference afholdes i weekenden. Jiang bekræftede, at de to præsidenter var nået til enighed om at kæmpe imod terrorismen for at bevare verdensstabiliteten. Begge præsidenter gav udtryk for, at det havde været et succesfuldt møde, og Bush roste Kinas støtte til USA siden terrorangrebet den 11. september, der kostede omkring 5400 mennesker livet. De to landes sikkerhedstjenester vil blandt andet arbejde sammen i forsøget på at stoppe økonomiske tilskud til terrororganisationer. Jiang Zemin opfordrede dog både til at ungå civile tab og til, at FN får en hovedrolle i kampen mod terror.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























