En betjent, som under sidste uges G20-demonstrationer i London slog og skubbede en 46-årig mand, er blevet suspenderet.
Ian Tomlinson var på vej hjem fra sit arbejde i en aviskiosk, da han kom for tæt på en gruppe politifolk. En politimand skubbede ham hårdt i ryggen, og Tomlinson faldt omkuld. Få minutter senere døde han af hjertestop.
Efter hændelsen fastholdt politiet, at de var uden skyld i dødsfaldet, men to dage efter, at avisen The Guardian offentliggjorde en videoen af forløbet, har Scotland Yard suspenderet betjenten.
Nu undersøges det, om hans voldsomme og måske uprovokerede handlinger har været medvirkende til dødsfaldet.
Betjent ville ikke genkendes
Politimanden er meget svær at genkende på videoen, men ligesom en række andre betjente, der var til stede, har han meldt sig selv.
Tilsyneladende havde han dækket sit ansigt med en hue og fjernet sit skuldernummer, inden han slog Tomlinson med sin stav og derefter skubbede ham omkuld, skriver The Guardian.
Endnu er politimanden hverken blevet afhørt eller arresteret.
Folket kræver handling
»Der er allerede bekymring blandt nogle i samfundet om, at politiet ikke står til ansvar for sine handlinger«, siger en tidligere højtstående politimand til The Guardian.
Han mener, folkets tillid til politiet kan tage alvoligt skade, hvis ikke sagen får konsekvenser.
»Hvis det havde været en almindelig borger, der havde handlet sådan, var han allerede blevet arresteret«, mener han.




























