Forsker: Fogh er del af Talebans informationskrig

Lyt til artiklen

Nato's kommende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er netop nu offer for informationssiden af krigen i Afghanistan. For den vestlige forsvarsalliance er krigen i Afghanistan et spørgsmål om at bane vejen for et retfærdigt regeringssystem, men med dagens udtalelser ønsker Taleban at forvandle det til et spørgsmål om Vestens modvilje mod muslimer. Og i den forbindelse passer den tidligere danske statsministers tilknytning til Muhammedtegningerne som fod i hose for bevægelsen. Handler ikke om Fogh Det forklarer forsker ved Dansk Institut for Militære Studier Henrik Breitenbauch, der arbejdede for Nato i halvdelen af 2008 og beskæftiger sig med Afghanistan. »Reelt handler det hverken om Fogh eller Muhammedtegningerne. Men om, at den brik passer til Talebans billede af en verden, hvor det handler om dem mod os«, siger han og tilføjer: »Det er informationskrig. Men det er mere kompliceret end Hitlers propaganda under Anden Verdenskrig. Det her handler om at sætte sit værdisæt på dagsorden i hele verden«. Udtalelser skal gøre danskere trætte af krigen Således mener Henrik Breitenbauch, at Talebans udfald ikke alene handler om at skaffe sig sympati i den muslimske verden, men også at ramme befolkningen i blandt andet Danmark. »Taleban ønsker at nedbryde vores tålmodighed med projektet ved at nedbryde idéen om, at det er et retfærdigt og rimeligt projekt. Det er det samme, Taleban gør, når de hele tiden forsøger at fremhæve, hvor mange civile, som den Nato-ledede koalition dræber«, siger han. Virkningen er svært at spå om Henrik Breitenbauch har svært ved at vurdere, hvor stor succes Taleban har med sine udtalelser om Fogh. Men han afviser umiddelbart, at Taleban vil forfølge Fogh konstant under hans Nato-karriere. »Taleban kan godt finde på at spille kortet med Fogh igen, men alt har jo sin levetid. Det kommer meget an på, hvor intensivt pressen dækker debatten«. Fogh tiltræder som Nato's generalsekretær til august, efter at han til Nato's topmøde i begyndelsen af april blev valgt til at overtage posten fra hollænderen Jaap de Hoop Scheffer. På topmødet udtrykte et af Nato’s største medlemslande, Tyrkiet, skepsis over for danskeren – netop på grund af Muhammedtegningerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her