Nordkorea er gået i gang med at genudvinde plutonium fra brugte brændselsstave.
Det meddeler Nordkoreas udenrigsministerium gennem det statslige nyhedsbureau KCNA. Og det kommunistiske styre lægger ikke skjul på, at det sker med henblik på at afskrække lande, som frygter det nordkoreanske atomvåbenprogram. Ny atombombe Ifølge KCNA sker genudvindingen af plutonium for at håndtere truslen mod landets sikkerhed. Og eksperter mener, at den aktivitet kan give nordkoreanerne materiale til mindst en ny atombombe. Nordkorea prøvesprængte sit første a-våben i 2006, og siden har det internationale samfund gennem de såkaldte sekspartsforhandlinger arbejdet på at få landet til helt at droppe atomaktiviteterne til gengæld for økonomisk hjælp og diplomatiske forbindelser. Men indtil videre har nordkoreanerne tænkt sig at blive væk fra forhandlingerne i vrede over reaktionerne på en nordkoreansk rakettest først på måneden.



























